Nyhed

Danskere bag Klubb Smørrebröd i Malmö

En ny klub afvikler danske koncerter på Debaser i Malmö

Det er danskerne Johannes Dybkjær Andersson og Carsten Holm, der begge er bosiddende i Malmö, der står bag en ny klub på spillestedet Debaser, som skal være med til at promovere dansk musik i Sverige.

Johannes Dybkjær Andersson har i mange år arbejdet som både booker og manager og også som udøvende musiker i grupperne Lampshade og As In RebekkaMaria. Han er gået sammen omkring Klubb Smørrebröd med Carsten Holm, som rigtig mange P3-lyttere nok kender fra programmet Public Søndag.

De to vil hver sidste søndag i måneden præsentere dansk musik på klubben Debaser, og til præmieren 27. september er det grupperne Kloak og The Kissaway Trail, der står for underholdningen.


Navne som Kashmir, Figurines, The Broken Beats, The Blue Van, og Choir of Young Believers vil også dukke op på programmet senere, og derudover er smørrebrødsjomfruerne også involveret i et par andre arrangementer, hvilket betyder, at svenskerne vil kunne opleve Blue Foundation og Efterklang som en del af Debasers almindelige program.

Om den nye klub siger Johannes Dybkjær Andersson:

"Vi føler, at der findes så meget god dansk musik, som svenskere går glip af, og med den månedlige danske aften vil vi fortælle Malmöboerne, at de ikke behøver at tage turen til København for at opleve den nye, spændende og inspirerende danske musik, når nu vi har en af Sveriges fedeste klubber liggende lige her i vores by".


Koncerterne arrangeres i samarbejde med ROSA - Dansk Rock Samråd.

Besøg Klubb Smørrebröd på MySpace


ANNONCE