Indierock med etniske rødder i Vega til april
Der venter en usædvanlig musikalsk oplevelse, når Denver-bandet DeVotchKa den 16. april kl. 21.00 gæster Lille Vega på Vesterbro.
DeVotchKa, der blev dannet i 1997 af Nick Urata, Tom Hagerman, Jeanie Schroder og Shawn King, er et multi-instrumentalt og vokalt ensemble, som det er svært genremæssigt at placere.
Det maleriske indierock-univers trækker stærkt på Balkan-regionens tradition for folkemusik, og sender ens tanker i retning af Østeuropæisk cirkus. Ydermere har DeVotchKa med deres blanding af mariachi-musik, amerikansk punk og folk fundet frem til et selvstændigt udtryk præget af genrefusion og dyb musikalsk originalitet.
Sidste år blev gruppen Oscar-nomineret for soundtracket til filmen "Little Miss Sunshine".
Sammen med filmens komponist Mychael Danna, komponerede og indspillede DeVotchKa størstedelen af musikken til filmen. Både filmen og soundtracket begejstrede så meget i USA, at de begge var nomineret ved Oscar-uddelingen i 2006.
DeVotchKa var også at finde på soundtracket til filmen "Everything Is Illuminated", hvor nummeret ”How It Ends” blandt andet udgjorde underlægningsmusikken til filmens trailer. Dette introducerede bandet for et bredere publikum.
DeVotchKa startede dog oprindeligt som orkester for forskellige burleske shows i hjemstaten Colorado. I gruppens tidlige år turnerede de endvidere som backingband for skuespilleren og fetish-modellen Dita von Teese, der måske først og fremmest er kendt for sit forhold til Marilyn Manson. Disse turnéer i tillæg til landsdækkende turnéer med bandets eget materiale gav DeVotchKa en stor fanskare i den amerikanske undergrund.
DeVotchKas materiale og musikalske originalitet har også sikret bandet support-jobs for nyskabende og respekterede kunstnere som Calexico og 16 Horsepower.
Det er derfor også et erfarent liveband, man kan opleve, når DeVotchKa denne april-aften inviterer til en anderledes musikalsk oplevelse i Lille Vega.