Countrylegenden besøger Randers få dage før sin 75-års fødselsdag
Det er ikke ofte, den produktive og evigt turnerende countrylegende besøger landet.
Men nu har man chancen for at opleve ham, når Værket i Randers lægger scene til manden, blot seks dage før han kan fejre sin 75-års fødselsdag.
Nelson, der startede karrieren som sangskriver for andre artister, trådte i karakter som solist i tresserne, og med antologien "Wanted: The Outlaws" fra 1976 indtrådte Nelson officielt i den "outlaw"-country, som udfordrede datidens polerede Nashville-sound.
Siden er det, foruden en uhyre produktiv solokarriere, blevet til plader med legendariske Highwaymen sammen med Waylon Jennings, Kris Kristofferson og Johnny Cash, filmroller og meget mere.
I 1993 udsendte han duetalbummet "Across the Borderline", der bød på duetter med blandt andre Bob Dylan og Paul Simon.
I 2002 samlede Nelson igen vennerne til en koncert, som kan opleves på cd'en og dvd'en "Outlaws and Angels", og de senere år har han blandt andet udsendt en reggaeplade og sidste års samling af coverversioner, "Songbird".
Der er med andre ord et imponerende arsenal af sange og anekdoter at trække på, når Nelson går på scenen i Randers den 24. april.
Billetsalget starter mandag den 17. december