Kim Larsen med flere laver hyldestplade til den tidligere statsminister
I weekenden kunne man i Ekstra Bladet læse, at en række danske musikere er gået sammen for at lave en hyldestplade til Anker Jørgensen.
Pladen vil indeholde nye fortolkninger af den tidligere statsministers yndlingsnumre fra "Arbejdersangbogen" indspillet af folk som Kim Larsen, Allan Olsen, Niels Hausgaard, Klondyke, Frede Fup, Lars Lilholt, Marie Frank, Stig Møller, Michael Falch og Niels Skousen.
Initiativtageren til projektet hedder Henrik Hansen, og til Ekstra Bladet udtaler han, at det er ikke socialdemokraten, men hædersmanden, der hyldes på pladen.
Allan Olsen har ifølge avisen stillet studie til rådighed for kollegerne, og meget passende udsendes pladen 1. maj.