Jermaine Jackson og andre popstjerner deltager i den engelske version af tv-programmet
Da sangeren fra det engelske band The Ordinary Boys, Samuel Preston sidste år deltog i fjerde udgave af det engelske tv-program Celebrity Big Brother betød det, at han gik fra at være endnu en engelsk musiker, der forsøgte at skabe sig en karriere, til at han blev en regulær berømthed i hjemlandet.
Han påbegyndte et forhold i huset til en af de andre deltagere, som han senere giftede sig med, han jages af de engelske tabloid-aviser, og hans band oplevede stor salgsmæssig succes i månederne efter programmet.
Derfor kan det næppe undre, at den seneste version af programmet, hvis femte udgave begyndte i aftes, er fyldt med musikere.
Der gik inden programmets begyndelse rygter om, at berømtheder som David Hasselhoff, Adam Ant, Whitney Houston, Kevin Federline og Lil Kim ville deltage, men ingen af dem dukkede op.
Til gengæld var Jermaine Jackson fra Jackson Five (billedet), Jo O'Meara (S Club 7), Ian "H" Watkins (Steps), Leo Sayer og Donny Tourette fra bandet Towers Of London blandt dem, der gik gennem døren til fem ugers selvvalgt fangenskab.
Celebrity Big Brother afgøres 9. februar, og tidligere musikalske deltagere inkluderer Mark Owen (Take That), Goldie, Bez (Happy Mondays), Kenzie (Blazin' Squad), Maggot (Goldie Lookin' Chain), Pete Burns (Dead Or Alive) og vores egen Brigitte Nielsen.