Nyhed

Van Halen og R.E.M. i Hall of Fame

Også Patti Smith, Grandmaster Flash and the Furious Five og The Ronettes kommer med i det fine selskab

Når den amerikanske musikinstitution Rock and Roll Hall of Fame and Museum i Cleveland 12. marts lægger hus til en aften, hvor en ny række musikere skal præsenteres som medlemmer af deres Hall of Fame, kan de få et problem.

Det er nemlig kutyme at de indviede bands og musikere skal optræde samme aften, og da Van Halen i øjeblikket står uden sanger for femte gang, er det ikke umiddelbart til at sige, hvem der skal holde mikrofonen til indvielsen.

Van Halen blev dannet i 1974 af David Lee Roth, Eddie Van Halen, Alex Van Halen og Michael Anthony, og den konstellation holdt frem til 1985 og gav bandet hits som "Hot For Teacher", "Panama" og ikke mindst "Jump".


I 1985 røg Roth ud, og Sammy Hagar overtog jobbet som sanger, og siden da har Roth var tilbage i bandet for en kort bemærkning, Gary Cherone fra Extreme sang på en enkelt plade, og Hagar var med på en Greatest Hits-turné i 2004.

Så taget i betragtning af, at både Hagar og Roth kommer med i Hall of Fame sammen med de to Van Halen-brødre og Michael Anthony (der for øvrigt er blevet erstattet i bandet af Eddies 15-årige søn Wolfgang Van Halen), så er det svært at spå om, hvilken opstilling de stiller med, når de skal sige tak for æren.

De øvrige, der kommer med i Hall of Fame 12. marts, er R.E.M., Patti Smith, Grandmaster Flash and the Furious Five og The Ronettes.


ANNONCE