Interview med de Roskilde Festival-aktuelle himmelstormere
Billede: Søren Solkær Starbird
Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA april 2007
Arctic Monkeys udsendte sidste år den hurtigst sælgende debutplade i engelsk musikhistorie og til trods for heftig turnéaktivitet er de allerede nu klar med plade nummer to. GAFFA mødte fire trætte, men glade gutter efter deres koncert på Vega til en snak om popmusik, Sheffield og den nye bassist.
– Undskyld, jeg faldt vist i søvn et øjeblik. Da jeg vågnede, troede jeg et kort øjeblik, at jeg var derhjemme, siger bassisten Nick O’Malley med et fjoget grin. O’Malley sidder på gulvet på et værelse på Fox Hotel i København dagen efter bandets udsolgte koncert på Vega. Det er sidst på eftermiddagen, og han har lavet presse hele dagen efter kun få timers nattesøvn. Så mens interviewspørgsmålene bliver rettet mod hans kollega, trommeslageren Matt Helders, er han gledet ned af den store seng, vi sidder på, og har lagt sig på gulvet, hvor han kort tid efter falder i søvn.
Men der er ikke noget at sige til, at den 21-årige bassist og hans jævnaldrende kolleger er trætte. Efter en veloverstået og særdeles intens koncert var bandet en tur gennem det københavnske natteliv, der ud på morgenen endte i en piges lejlighed, hvor der eftersigende hang en gynge midt i stuen (– Det er et godt koncept, som jeg overvejer at indføre hjemme ved mig, griner Matt). Men i et lidt større perspektiv har bandet længe haft et udmattende program, der begyndte allerede før debutpladen Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not udkom i januar måned sidste år.
Siden da har alt handlet om presse, turnéer og indspilninger til gruppens udgivelser, der ud over debuten og det nye album Favourite Worst Nightmare også inkluderer ep’erne "Who The Fuck Are Arctic Monkeys?" og "Leave Before The Lights Come On". Bandet er gået fra normale teenagere til verdensstjerner på mindre end to år, og det var medvirkende til, at bandets oprindelige bassist Andy Nicholson i maj sidste år valgte at tage en pause fra bandet og senere helt forlade det. Ifølge Matt arbejder deres tidligere bassist nu på sin egen musik og spiller en del jobs som dj rundt om i hjembyen Sheffield. De har stadig kontakt, men som trommeslageren siger, er det hektiske musikerliv ikke for alle, og Andy savnede åbenbart tingene derhjemme for meget til, at han kunne fortsætte. En erstatning skulle derfor findes, og derfor er det nærliggende at lægge ud med at spørge lidt ind til, hvordan den søvnige erstatning kom med i Arctic Monkeys.
Hvad lavede du, da "Whatever People Say…" kom ud?
– Jeg var bare … lad mig lige tænke mig om … jeg lavede … ikke særlig meget faktisk, siger Nick lidt forfjamsket. – Jeg arbejdede på deltid i et supermarked, og det var vist det. Jeg har spillet i bands før, men havde ikke været med i et længe. Så jeg arbejdede lidt, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg havde lyst til at bruge mit liv til.
Hvordan fik I andre ham så med i bandet?
– Vi har kendt Nick i årevis, og han bor lige bag mig, så vi vidste, han spillede bas, fortæller Matt. – Så vi ringede til ham den dag, Andy stoppede, og spurgte, om han var klar. Desværre havde han dog på det tidspunkt en brækket arm, men den var ved at være god igen, så han kunne spille med en smule smerter. Så han var den første, vi tænkte på, og heldigt nok fungerede det.
Senere, da frontmanden Alex Turner og guitaristen Jamie Cook ankommer, kan sidstnævnte fortælle, at Nick faktisk blev kastet ud i indspilningerne med det samme.
– Det første, Nick gjorde sammen med os, var at indspille "When The Lights Come On" til ep’en, hvilket er lidt sjovt. Den uge, hvor Andy forlod bandet, gik vi direkte fra vores Europaturné og i studiet, og dér skulle jeg have spillet bas. Men så fik vi fat i Nick, og så endte han med at gøre det i stedet.
Efter indspilningerne skulle bandet kort tid efter på en længere USA-turné, hvilket måtte have været en stor omvæltning for bandets nye bassist.
– Vi spillede et sidste øjebliks show på en meget lille pub i London, der hedder The Old Blue Last, fordi jeg skulle have taget jomfrudommen, inden vi skulle til USA. Før det havde jeg kun spillet for omkring 11 mennesker, så vi satte et hemmeligt job op, så jeg ikke skulle direkte over og spille foran 3000 mennesker første aften, griner Nick.
Hvordan var det så at stå foran så mange fans første gang?
– Det var nervepirrende, for jeg kendte knap nok sangene. Jeg nød det, men jeg skulle stadig koncentrere mig meget om at spille sangene og lavede en del fejl. Men der er ikke andet i livet, der kan give dig det buzz, så jeg nød det. I løbet af den turné begyndte jeg at føle mig mere tryg på scenen. Efter fem shows begyndte jeg at føle mig hjemme og behøvede ikke at være så fokuseret på at huske, hvad jeg skulle spille.
Hvem er Brian Storm?
Arctic Monkeys indspillede pladen med producer Mike Crossey, som de tidligere har arbejdet sammen med, og James Ford fra Simian Mobile Disco, som de havde et mislykket samarbejde med i den første fase af indspilningerne til debutpladen. Hvor det første album lyder, som om det er indspillet live, er der denne gang taget en del flere chancer i studiet både med effekter, stilarter og tempo, og det endelige resultat er i høj grad en studieplade. Bandet brugte fire forskellige studier rundt om i London, og de to producere var ifølge bandet meget involverede i alle dele af sangskrivningen og indspilningerne.
– Vi arbejdede meget mere i studiet på denne plade og samarbejdede meget mere med producerne denne gang. Fordi vi skrev i studiet, havde vi meget større muligheder for at prøve ting af og indspille, mens tingene var friske. På den første havde vi alle sangene, så de skulle bare indspilles, fortæller Matt, der også kan fortælle historierne bag de kryptiske sangtitler Teddy Picker og Brianstorm.
– Kender du de dér maskiner i arkader, hvor man bruger en krog til at samle bamser op? Det er en Teddy Picker. Du ved, hvor man fanger en, men man kan aldrig holde fat i den. Så det er egentlig en slags metafor. Jeg ved ikke, hvad man kalder dem rigtigt, så måske er det bare et ord, vi selv har opfundet. Det kommer jeg nok til at skulle forklare nogle gange, griner Matt og fortsætter: – "Brian Storm" er bare en karakter, men han er bygget på en fyr, vi mødte efter en koncert. Han var en rigtig skarp fyr, der gjorde et stort indtryk, og vi var nærmest hypnotiserede af ham i et par minutter. Han havde stil og gik klædt, som om han var med i Miami Vice. Så i sangen forestiller vi os, hvordan hans liv er, og hvad han laver. Men karakteren i sangen er egentlig sammensat af en række forskellige personer, vi har mødt.
Brianstorm virker ikke umiddelbart som det mest oplagte valg til første single, men den annoncerer tydeligt, at bandet er tilbage, og at der er sket en udvikling.
– Man lægger mærke til den, når den bliver spillet i radioen, siger Jamie og fortsætter: – Engelsk radio lige nu er ret forfærdelig, og Radio One spiller en masse lortemusik. Jeg tænkte over det forleden, hvor jeg havde radioen kørende om morgenen. Selv musik, som jeg ikke selv dyrker, som hiphop, er tydeligvis noget lort nu. Det er ikke engang rigtig hiphop længere. Alle de amerikanske kunstnere er nærmest smeltet sammen, alting lyder ens.
Alex: – Timbaland er med i alles videoer og står og ser forundret ud.
Jamie: – Okay, han er en god producer, men han er med på alle sange lige nu. Kom nu, der er andre producere og andre beats.
Alex: – Men de ting, han laver, er trods alt gjort godt. Det er værre med alle dem fra Pop Idol og den slags. Jeg skal fortælle dig, hvad jeg ikke kan udstå. Den dér fucking r&b-coverversion af "Stop Me If You Think You've Heard This One Before" af The Smiths (fremført af Mark Ronson, red.). Men vi er nået til det punkt, hvor vi er kendte nok til at blive spillet på radioen i løbet af dagen, og derfor har vi valgt et interessant nummer som første single, som folk vil lægge mærke til. Vi laver i bund og grund popmusik, men jeg kan lide tanken om, at man kan skubbe til grænserne. Bare fordi det er pop, behøver det jo ikke være vers, omkvæd, vers.
Ude godt, men hjemme bedst
I kølvandet på Arctic Monkeys’ succes begyndte specielt den engelske rockpresse at kigge mod Sheffield for at finde flere spændende nye bands. Indtil videre er det blevet til udgivelser fra Milburn og The Long Blondes, og lige nu holdes der spændt øje med bands som The Harrisons og Smokers Die Younger, der også kommer fra byen, der også gav os Pulp. Byen er blandt de ti største i England med omkring en halv million indbyggere, men alligevel kan det virke underligt, at bandet ikke allerede er søgt mod London, hvor det er lettere for fire kendte ansigter at være anonyme. Men ifølge bandet har berømmelsen ikke ændret noget for dem.
– Alting er fuldstændig det samme. Eller det er ikke det samme, men vi kan stadig gå ud uden problemer. Jeg kan godt lide London, og det er fint at tage dertil nu og da, men ikke for længe ad gangen. Vi indspillede pladen i London, og dér besluttede jeg mig for ikke at flytte dertil. Det var fint, mens vi indspillede, fordi der altid sker noget. Hver aften er som fredag aften, hvilket er godt, siger Jamie og fortsætter hurtigt. – Det er faktisk ikke så godt, for man kunne ende med at dø af det, når man går ud hver aften, griner han.
– Folk, der kender os, opfatter os ikke anderledes, men selvfølgelig er det anderledes nu. Men fordi vi holder os lidt ude af pressens søgelys, så kan vi sagtens gå ud uden at blive genkendt, så til en vis grad kan vi leve, som vi gjorde før. Vi hænger ud de samme steder med de samme mennesker, hvilket jeg tror er det, der holder os på jorden. Det er det eneste, vi kender, og sådan har det altid været. Jeg kan ikke forestille mig at flytte væk endnu. Jeg kan faktisk ikke forestille mig nogensinde at flytte til London, fortæller Matt.
Men der er dog eksempler på, at livet har ændret sig for de fire englændere, og det har også påvirket pladen. Eksempelvis handler sangen "If You Were There, Beware" om, hvordan deres omgivelser blev berørt af bandets succes.
– Den handler primært om, hvordan det påvirkede vores venner, at vores plade kom ud. Pressen begyndte at rende efter vores venner og familie for at få fat i noget sladder, og det var bare ikke i orden. Helt bevidst valgte jeg ikke at skrive en masse sange om pressen eller hotelværelser. Så det er den eneste. Men det var lidt sørgeligt, at de begyndte at jage min ekskæreste, fordi en af sangene på den første plade handler om hende. Der var folk, der blev ved med at ringe til hende for at få en historie, så sangen handler om dem. Så hvis du var der (da vi fik succes, red.), så pas på, advarer Alex.
Lidt mindre alvorlig bliver frontmanden, da han bliver spurgt om, hvordan han havde oplevet koncerten aften før.
– Jeg fucking elskede det show i går! Var det dit indtryk, at folk kunne lide de nye ting? På mig virkede det som om, folk virkelig kunne lide det. Vi puttede en ekstra sang ind i sættet, fordi det var så fedt.
Det er da også i høj grad bandets koncerter, der har bragt Arctic Monkeys op i den liga, de befinder sig i lige nu. Men succesen betyder jo også, at det er slut med at spille små steder, når man har et kæmpe publikum.
– Vi skal faktisk ikke engang spille specielt store steder på vores turné. I England bliver det steder, hvor der er et par tusinde, så vi skal ikke ud i arenaerne. Jeg føler ikke, vi er den type band, der spiller kæmpe steder. Men vi spiller nogle udvalgte udendørsjobs til sommer, hvilket jeg synes er bedre end at spille en masse store steder og brænde ud. De festivaljobs, vi har spillet, har været om dagen, og det var ret fedt, fordi man kunne se folk, der bare hang ud og ikke rigtig lyttede til musikken. Så man kunne slappe lidt mere af og være fjollet og sige dumme ting. Så det er noget helt andet, men vi føler os klart mest hjemme på de mindre klubber. Vi prøver også altid at undgå lysshows og den slags, for med os har det altid handlet om sangene.
