Den amerikanske sangerinde giver koncert i Falkoner Salen 10. december
Den 66-årige amerikanske sangerinde Dionne Warwick gæster København til december.
Her vil hun give koncert i Falkoner Salen, hvor hun vil byde på en lang række af de pophits, der i hendes fortolkning er blevet klassikere.
Warwick hittede i de tidlige 60'ere med sange som "Don't Make Me Over", "Anyone Who Had A Heart" og "Walk on By" alle skrevet af sangskriverparret Burt Bacharach og Hal David.
Hun arbejdede sammen med Bacharach og David frem til starten af 70'erne, hvor de tre afbrød samarbejdet.
Warwick fortsatte dog med at indspille og havde op gennem 70'erne hits med sange som "Then Came You" og "I'll Never Love This Way Again".
80'erne var lidt mere stille for Warwick, der dog i 1985 havde et massivt hit med singlen "That's What Friends Are For", som hun indspillede med vennerne Elton John, Gladys Knight og Stevie Wonder.
Senest er kommet albummet "My Friends And Me", hvor Warwick har genindspillet en lang række af sine klassiske hits med hjælp fra navne som Cyndi Lauper, Angie Stone, Kelis og Gladys Knight.
Men mon ikke fokus kommer til at ligge på storhedstiden med Bacharach og David, når Dionne Warwick træder op på scenen i Falkoner Salen 10. december.
Billetsalget er allerede sat i gang via Billetnet.