Roskilde 2007: GAFFA’s guide til Verdensmusik

Roskilde Festival 2007 har betydet, at folk med speciel smag for verdensmusik måtte sige farvel til scenen Roskilde Ballroom. Mange – inklusive undertegnede – har frygtet, at det ville være et fejlgreb af festivalen. At det nye skifte fra den succesfulde og elskede scene ville betyde, at verdensmusikken ville blive marginaliseret. Et problem al den stund, at Ballroom-scenen var blevet Danmarks vigtigste årligt tilbageværende manifestation for musik, der ikke nødvendigvis tog afsæt i den vestlige kulturkreds.

Umiddelbart ser det ud til, at den frygt er blevet gjort til skamme. Og er afløst af betydelig optimisme og af en spændt forventning.
Musikken bredder sig i år ud over fire scener, der ligger i samme område, nemlig Cosmopol, Astoria, Odeon og Pavilion. Der er altså bibeholdt en base, et område, hvor man kan forvente overraskelser fra hele verden. Desværre ser programmet ikke ud til at være det stærkeste, set i forhold til tidligere år, men der er klart store momenter.

Her er GAFFA’s anbefalinger for verdenscenen på ROSKILDE ’07:

Torsdag den 5. juli:
Der startes stærkt med ngonispilleren Bassekou Kouyate og hans gruppe Ngoni Ba, som spiller på den Pavilionscene, som allerede i nogle dage har huset en række af de nye navne, der spillede, før den egentlige festival startede. Her er udtryk for et konservativt valg, idet Bassekou Kouyaté nu allerede to gange har spillet her med koraspilleren Toumani Diabates gruppe. Men det skal dog med, at han har et usædvanligt stærkt album i ryggen, og det kan godt gå hen og blive festivalens fedeste roots-koncert. Mali er hot i disse år, og Bassekous band har alle de rigtige dyder. Der er virkelig noget at glæde sig til.

Mahmoud Ahmed er Etiopiens store mandlige sangstjerne gennem en menneskealder. Her er et virkeligt scoop for festivalen, og hans optræden er imødeset med enorm spænding. Snak om legende – Mahmoud Ahmed har virkelig det hele. Han er fra en rig musikalsk kultur, og jeg forventer at blive blæst helt ud i en seance, der måske kan blive en af de helt memorable i Roskilde Festivals historie. Et must, der dog desværre må konkurrere med Björk ovre på Orange Scene, som med sit sidste album også har været på flittig strandhugst i verdensmusikken. Scenerne er dog tæt på hinanden, så begge ting kan nås. Tjek dog Mahmoud Ahmed ud. Der kan være tale om en Once In A Lifetime-begivenhed.

Fredag den 6. juli:
Musicians of The Nile fra Egypten har fra verdensmusikkens barndom været et af de klassiske bands. De var tidligt ude på Peter Gabriels Real World-label, og de har del rødder i nubisk musik, dels i sufimusik og i høj grad i den chaâbi-folkemusik, som findes både på landet i Egypten og i den øvrige arabiske verden. Der er stor forskel på deres output, og det er mit stille håb, at de kommer til at spille en masse på de specielle arabiske oboer – ghaita – som de mestrer. De spiller dog også hypnotisk på fløjter, og lige meget hvad, så kan der blive tale om en fed danseoplevelse, som sine steder kommer til at minde kraftigt de marokkanske The Master Musicians of Jajouka, som spillede to koncerter på Roskilde Festival i det skrækkelige år 2000.

På Cosmopolscenen byder fredagen på adskillige interessante møder. Et af dem bliver X-Alfonso fra Cuba, en af den caraibiske østats mest spændende nye navne, som har hele basen i orden fra
Conservatorio Amadeo Roldán i Havana og desuden i den grad har fået cubansk musik ind med modermælken via forældrene, som begge spiller i bandet Sintesis. Vi taler musik, der kan minde om det banebrydende hiphoporkester Orishas, musik uden grænser med flittige lån fra afrocubansk tradition. Koncerten efterfølges af det spændende gadeorkester fra Republiken Congo, Konono No 1, et i sandhed usædvanligt orkester, som spiller i en stil, som dels har baggrund i lokal pop som soukous, men som samtidig har en lyd, som er uhyre skramlet, idet der gøres brug af stærkt overstyrede hjemmelavede mikrofoner og pickup’er. Hovedinstrumentet er nogle hjemmelavede tommelfingerklaverer, og lyden er så langt fra finkultur, som tænkes kan. Anbefales til selv hardcorefans, der skal have blæst hjernen helt ud, samt til elskere af afrikanske rytmer. Jeg fornemmer, at kombinationen smat og Konono No 1 er den helt rigtige kombination.

Ligeledes på Cosmopol ser jeg frem til dubmusikkens gamle mester, Lee Perry, med tilnavne som Scratch og The Upsetter, som optræder sammen med englænderen Adrian Sherwood. Her er en kombination, der kan minde lidt om Manu Chao i sin sammenblanding, og med gamle Lee Scratch Perry i topform kan det blive et helt unik Roskilde-øjeblik. For Sherwood har bare begået en så stærk plade på Real World, hvor han overlegent fik mikset rigtigt mange ting ind. Endnu et uforudsigeligt møde og en koncert, som jeg pinedød skal overvære, om ikke andet fordi Lee Perry er til stede. En gigant, simpelthen.

Og for at det ikke skal være løgn, fortsættes der med The Congos, et af Jamaicas bedste ensembler, som kommer i fineste udvidede opstilling. Forvent en koncert, hvor ekkoer fra de klassiske Reggae Sunsplash på Jamaica overvinder ethvert tilløb til regn. Forvent tre stærkt syrede timer på Cosmopol Scenen.

Lørdag den 7. juli:
Umiddelbart er lørdag den svagere dag på Roskilde ’07, når det gælder verdensmusik. Her synes de mere spændende ting at være de to brasilianske indslag, Sonic Junior og Bonde do Role, der begge spiller på Cosmopol, og så ser undertegnede frem til det mexicanske band, Nortec Collective, som jeg aldrig har set live, men som har fået fantastiske anmeldelser fra koncerter i udlandet. Endelig er der de mere kendte rumænske sigøjnere i Fanfara Ciocarlia, som dels har spyttet en anselig mængde albums ud, og dels står for en særdeles levende udgave af klassisk folkemusik fra det mest spændende østeuropæiske land, når det gælder spillemandsmusik. Der bliver helt sikkert knald på.

Søndag den 8. juli:
Sidstedagen byder på to udråbstegn. Først er der Beirut, som udspringer i en meget ung amerikansk fyr fra midtvesten, Zach Condon, der tidligere på året begik et blændende album, som lød som et fuldt kompetent østeuropæisk orkester fra et sted udenfor Draculas dør, men som nu rammer Roskilde som et 10-mands orkester. Jeg tror, at det kan blive rigtigt, rigtigt godt.
Og endelig er der en i årevis ventet optræden, Seun Kuti & Egypt ’80. Vi taler legenden af afrobeat, Fela Anikulapo Kuti’s musik. Fela døde for ti år siden, og i de sidste år har sønnerne Femi og Seun turneret med hver sit orkester. Femi væltede Ballroomscenen forrige år, og nu er turen kommet til lillebror, som ligner faren på en prik og turnerer med dennes gamle bigband. Det bliver så , genfærdene står i kø at høre gamle Fela-klassikere som Zombie, Lady og hvad de alle sammen hedder, anført af en søn, der selv siges at være på vej til for alvor at inkorporere sit eget aftryk på den mægtige musik. En bedre afslutning på verdensmusikkens fest i nye omgivelser, kan jeg ikke forestille mig.