Nyhed

Prince giver sit album væk

Det kommende Prince-album vil kunne fås gratis sammen med en engelsk avis

I sidste måned kunne vi fortælle, at den engelske musiker Mike Oldfield var sur over, at hans pladeselskab havde ladet avisen Mail On Sunday forære hans album "Tubular Bells" gratis væk.

Nu viser det sig, at man omkring udgivelsen af det kommende Prince-album "Planet Earth" vil man kunne samle samme avis og få de ti nye Prince-sange ganske gratis – og denne gang sker det med kunstnerens velsigelse og til pladeselskabets ærgerelse.

Ifølge den engelske avis The Guardian har Prince lavet aftalen uden om sit engelske pladeselskab Sony BMG, hvilket har fået dem til at rive hans pladekontrakt i stykker.


Samtidig møder beslutningen skarp kritik fra de pladeforretninger, der har solgt musikerens plader i snart tredive år.

På en musikkonference sagde Paul Quirk , der er bestyrelsesmedlem i salgsorganisationen The Entertainment Retailers Association, ifølge avisen forleden:

"Det er en fornærmelse over for alle de pladebutikker, der har støttet Prince gennem hele hans karriere. Det er endnu et eksempel på den skadende covermount-kultur (hvor man giver plader gratis væk med publikationer, red.), der ødelægger enhver form for opfattelse af værdi af indspillet musik".


"The Artist Formerly Known As Prince bør vide at med den slags opførsel vil han snart blive kendt som The Artist Formerly Available In Record Stores. Og det siger jeg til alle andre kunstnere, der er fristet til at lege med Mail On Sunday".

Prince giver desuden sit album gratis væk til alle, der har købt billetter til hans koncerter i England. Hvilke muligheder der bliver for at få hans album gratis herhjemme, når det udsendes 24. juli, vides desværre ikke.

ANNONCE