Shout Out Louds – svensk på godt og ondt

Venlige, beskedne og en anelse reserverede. Nogenlunde sådan tager svenske musikere sig almindeligvis ud i en interview-situation. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvor meget succes de har haft, inden de møder båndoptager, blok og journalist. Tag bare stockholmske Shout Out Louds, hvis debutalbum fra 2003 blev rost af Rolling Stone Magazines indflydelsesrige David Fricke og førte kvintetten til optrædener hos såvel Jay Leno som David Letterman – foran millioner af seere verden over.

– Jo, succesen var da god for os, åbner Adam Olenius, da jeg møder bandets mastermind sammen med korpigen og multiinstrumentalisten Bebban Stenborg. – Men dengang var det svært at nyde det, for vi var jo hele tiden bange for at blive ædt af den store mediemaskine. Det var faktisk først senere, vi begyndte at glæde os over, at vi lykkedes dengang. Altså med en slags tilbagevirkende kraft.

Bebban smiler svagt og mindes, hvordan Leno ikke syntes at kende noget til deres musik, imens Letterman var noget anderledes.
– Letterman sad efter sigende og lyttede til vores musik på sit kontor, hvorefter en af hans assistenter kom ind og spurgte, om han ville have os med i showet. Det ville han, og han virkede i det hele taget som en mand, der følger godt med i ny musik.

Vemod i sollys
Siden mødet med talkshow-legenden har Shout Out Louds arbejdet sig frem mod de sange, som nu udkommer under samlebetegnelsen "Our Ill Wills". Og skulle titlen foranledige nogen til at tænke på dystre toner, så er de på galt spor.

– Nej, titlen har ikke noget med lyden at gøre. Den er nemlig luftigere og varmere end på "Howl Howl Gaff Gaff" (debuten, red.) uden dog at være banal pop. Og i den proces har vores ven Björn været en stor hjælp.

Det er Björn Yttling fra indie-åndsfællerne Peter Bjorn And John, Adam refererer til. Han har produceret albummet, så det er svært ikke at lade sig smitte. Men hvor kække, solgennemlyste klange omslutter den fine førstesingle "Tonight I Have To Leave It" og mange af de øvrige melodier, er teksterne af en anden karakter.

– Jeg har skrevet om længsler, drømme og vemod denne gang. Men selvom det ikke direkte kan høres, så handler versene en del om livet som musiker. Vores band er ofte væk hjemmefra, og det fører svære ting med sig. Kærester venter jo ikke evigt, og venner og familie skal også plejes. Det bliver de ikke altid, og det skaber en melankolsk, lettere stressende tilstand, som afspejles i teksterne – og i albummets mørke titel.

Smith, Kent og Nephew
Adam kigger ned i bordet. Så ser han op og virker undtagelsesvist irriteret. Forud går et spørgsmål om hans vokal, der ofte bliver sammenlignet med Robert Smith fra The Cure.

– Han er min far! udbryder han. Nej undskyld, det er bare ret frustrerende at høre ham nævnt så tit. Sådan synger jeg jo altså bare, og journalister har det med bare at gå med på en beskrivelse, som så bliver hængende. Og så ens synger vi vel heller ikke.

Her er en kommentar fra min side vist ikke på sin plads, og vi bevæger os hurtigt over til en anden ømtålig omstændighed. Shout Out Louds er nemlig for nylig blevet fyret af amerikanske Capitol Records. Men betyder det, at USA nu er lukket land?

– Capitol er et enormt selskab, og kontrakten med dem var jo alligevel en underlig uvirkelig ting. Og vi har allerede en ny kontakt derovre, så vi skal af sted igen, forklarer Bebban.

Og bandets flittige live-aktivitet har tidligere ført dem til Danmark som opvarmning for Nephew. Dem har de dog ikke meget at sige om, men er imidlertid betagede af orkestrets publikum og sceneshow.

– Det er ret vildt, hvor store de er i Danmark. Det er vist lidt som Kent her i Sverige. De bad engang deres fans om at komme i hvidt tøj, og det gjorde de. Næsten 30.000 i hvidt. Vildt. Det kunne Nephew vist også gøre, bemærker Bebban.

Men kendskabet til såvel danske som svenske bands er til at overse. Rejseaktivitet har gjort det svært at danne sig en forsvarlig mening, og stilheden melder sig, da jeg beder om et par navne.

- Hmm, hold øje med Detektivbyrån (spiller på årets Roskilde Festival red.). Det er fedt. Ellers vil jeg undlade at svare, for jeg har ikke den tilstrækkelige viden.

Bebban samtykker. I grunden ganske sympatisk – og en smule kedsommeligt. Tanken afløses af pæne håndtryk. Så er de væk. Så forgængeligt er Shout Out Louds album dog langtfra. Heldigvis.