Interview med guitaristen fra de Roskilde Festival-aktuelle veteraner
Legendariske The Who har for første gang i 24 år udgivet et nyt album og spiller på Roskilde Festival 2007. GAFFA fik en af rockhistoriens vigtigste, mest innovative og indflydelsesrige hjerner i tale. Pete Townshend har ikke mistet sin skarphed.
Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA november 2006
The Whos indflydelse i rockhistorien kan ikke overvurderes. Som liveband var de vildere, voldsommere, højere og mere uforudsigelige og eksplosive end nogen i deres samtid, og med Pete Townshend som bandets kreative mastermind skubbede de konstant grænserne for rockmusikkens formåen og udtryksformer, teknologisk, kunstnerisk, grafisk og verbalt. De gik fra de eksplosive korte popsange i 60’erne til episke ”rockoperaer” og filmatiseringer som "Tommy" og "Quadrophenia" i slut-60’erne og 70erne.
Men lige så kreative, produktive og musikalsk blændende, lige så sindssyge og selvdestruktive var de fire galninge fra London, hvilket blandt andet kan læses i David Marsh’ hæsblæsende biografi "Hope I Die Before I Get Old" fra 1983. Hvor Roger Daltrey var den mest fornuftige, er det et mindre mirakel, at Townshend er kommet igennem i live. Trommeslager Keith Moon (”Moon the Loon”) – der så sent som i NME 2005 blev kåret som den mest vanvittige (læs: underholdende) person i rockhistorien – tog billetten allerede som 31-årig i 1978, og i 2002 trak den måske mest indflydelsesrige rockbassist i historien, John Entwistle vejret for sidste gang, 57 år gammel.
Få bands har været så modsætningsfyldte som de fire vidt forskellige personligheder i The Who. På scenen smadrede virtuosen Keith Moon sine trommer, John Entwistle stod stiv som en saltstøtte og leverede maskingeværssalver fra sin bas, hvor Pete Townshend midt i sine akrobatspring meget atypisk holdt rytmen fast med sine møllesvings-guitarakkorder, når han ikke slog sin spade til pindebrædder mod sin forstærker, mens Daltrey i front med bar mave og vest svingede sin mikrofon vildt omkring sig og brølede igennem i det høje toneleje. Et harmonikasammenstød af divergerende personligheder, der resulterede i såvel voldsomme sammenstød som nogle af de ypperste musikalske stunder i rockhistorien.
Gamle kamphaner
Gennem alle år herskede en stærk rivalisering mellem de gamle folkeskolekammerater, sanger Roger Daltrey og guitarist og sangskriver Pete Townshend, og ikke sjældent har det været næver frem for instrumenter og vokaler, som har sat dagsordenen. Men som ofte, når markante tilstande og individer er i spil, går følelserne begge vej, Townshend gør status:
– Der ingen ren harmoni nogen steder i verden, men mellem Roger og mig eksisterer den næstbedste ting, kærlighed og respekt. Vi tillader hinanden vores forskelligheder.
Daltrey har udtalt, at balancen skiftede i bandet efter at Entwistle døde. Er du enig, og kan du i så tilfælde sætte ord på dette balanceskift?
– Jeg er enig. Den første ændring var, at Roger og jeg med det samme indså, at alle bandets vanskelligheder i fortiden var mellem ham og mig, og at luften nu pludselig var klarere. Jeg havde behov for at skrive den form for sange, jeg elsker og Roger skulle kun synge de sange, han bedst kunne li’. Hvis det kom på plads, ville resten følge af sig selv. Da John var i live, spillede den faktor ind, at The Whos massive scenelyd først og fremmest var domineret af Johns enorme lyd og spillestil, plus den faktor, at hans sangskrivning havde flyttet sig meget fra min egen.
"Endless Wire" er endnu et ambitiøst konceptværk fra The Who. Det virker, som om du stadig har meget på hjerte. Hvorfor har det så taget 24 år at indspille som The Who igen?
– Det er, hvad vi er, om end ikke direkte hvem vi er, i dag. Men brandet ”The Who” er så gigantisk, at vi aldrig vil være i stand til at flygte fra det, så hvorfor prøve? Det er muligt, at jeg har meget at sige, men at bruge The Who som mit medie gør, at jeg må foretage en række kompromiser. Jeg skal være klar til at få mit arbejde sammenlignet med det, jeg lavede som en ung mand. Jeg må være parat til at give interview – og åbne mit hjerte mere, end hvad der måske er sundt – og til at optræde mange gange, hvilket måske vil skade min krop. Og så må jeg skrive materiale, så det passer til min kollega Roger Daltrey. Men når alt det er sagt, så kom sangene, og det syntes pludselig som den rette ting at gøre.
Ray High vs. Pete Townshend
Pete Townshends værker har ofte været stærkt selvbiografiske iklædt en kunstnerisk ramme og fortælleform, som for eksempel på "Quadrophenia". Tilsvarende elementer forekommer på "Endless Wire", men ikke i samme grad fortæller Townshend.
– "Wire & Glass" handler om min egen tid og er delvist baseret på min gamle science fiction-fortælling, "Lifehouse" (blev i sin tid aldrig realiseret i Townshends komplette vision, men udgivet som enkeltalbum i form af "Who’s Next", red.). Historien handler om tre knægte, der kunne have været mine egne børn, og som vokser op i samme kvarter som deres helt Ray High, og deres forsøg på at genskabe hans tabte drøm.
Hvordan skal man forstå relationen mellem Pete Townshend og Ray High?
– Han er ikke helt mig. Han er indlagt på et sanatorium, og han er fallit. Jeg er på turné og er faktisk rimelig velhavende. Jeg går ud fra, at jeg skabte Ray High, da jeg kunne frygte en del af min egen fremtid stå for fald. Når personer med magt falder i unåde, er folk ofte villige til at tage del i deres fald. (Om Townshend refererer til de falske rygter, som verserede om ham og børneporno for et par år siden, skal være usagt i denne sammenhæng, red.). Men det skete aldrig for mig i samme grad, som det gik ud over Ray High. Han blev nedbrudt på grund af sin manglende evne til at realisere sin drøm. Jeg forfølger stadig min drøm.
Baba O’Riley Vol. 2
En af The Whos mest klassiske og afholdte sange er "Baba O’Riley", åbningsnummeret fra mesterværket "Who’s Next". Når "Endless Wire" åbner til tonerne af "Fragments" – nummeret der i fortællingen bliver The Glass Households store hit – er slægtskabet med den gamle klassiker ikke til at tage fejl af.
– Ja, ligheden er bevidst. Jeg ønskede, at albummets åbning skulle reflektere Who’s Next, det album, som de fleste mennesker regner som vores bedste. Jeg ønskede at udfordre det, rent lydmæssigt.
Når du ser tilbage på din karriere med The Who, hvad har så været henholdsvis den bedste og værste tid?
– Det bedste er det, vi gør i dag, at have overlevet begyndelsen, mellemtiden og rockens storhedstid. Det værste har været, at så mange af mine venner er døde undervejs; døde, når det ikke var nødvendigt.
Hvilket forhold har du til din klassiske frase: ”I Hope I die before I get old” fra 1965 i dag?
– Jeg skrev den sætning omkring en sindstilstand og ikke en alder – så jeg har det på samme måde i dag. ”I hope I die before I get old”.
Om Endless Wire
The Whos aktuelle album "Endless Wire" er et 19 numre langt koncept-album, hvor den sidste halvdel udgør mini-operaen "Wire & Glass". Den er bygget på Townshends novelle "The Boy Who Heard Music". Hovedpersonen er den gamle rockstjerne Ray High, som er kommet op i 60’erne, er bankerot og indlagt på et nervesanatorium. Gennem sit vindue ser han tre teenagere fra sit gamle kvarter, som danner bandet The Glass Household. Ray High forudsiger, at de bliver stjerner og ser flashbacks fra sin egen fortid. Det går, som High har forudset, og bandet får et hit med Fragments. Under arbejdet med musikken finder The Glass Household et gammelt dokument fra Ray High (som er en af bandmedlemmernes fars gamle studiepartner), som forudsiger et globalt trådbåret netværk til at sprede musik rundt på kloden (hvilket har lighedspunkter med Townshends i sin tid urealiserede koncept-projekt "Lifehouse", der til dels forudsagde internettet og dets funktion som musikmedie). Mod slutningen går bandets gamle drøm, at opføre deres eget stykke i Central Park i opfyldelse, men Ray High forudsiger, at der vil indtræffe en ulykke, ”nogen vil dø”.
