Sanger, band og sceneshow var superliga, men lyden kun anden division, mener GAFFAs anmelder
Så er den første af de to George Michael-koncerter i NRGI Park i Århus vel overstået. Koncerten fredag aften var, hvad angår sætliste og sceneshow, i overvejende grad identisk med den meget roste koncert i Parken i november 2006, og også Århus-koncerten viste en George Michael i topform. Og hele det ni m/k store band, de seks korsangere, sceneshowet og den avancerede storskærmsgrafik var ligeledes i top i den jyske hovedstad, skriver GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt.
Ingen træer vokser dog ind i himlen: Lydgengivelsen var nemlig ikke helt på dette høje niveau. Svidt skriver blandt andet: ”Lyden var nemlig nok nogenlunde, men ikke ligefrem hi-fi-kvalitet, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor fedt dét gospelkor (i sangen ”Father Figure”, red.) kunne have lydt, hvis lydkvaliteten havde været på samme høje niveau som de musikalske præstationer og sceneshowet.” Svidt tilføjer dog, at han efter koncerten havde talt med flere, der havde oplevet koncerten nede fra plænen, og de syntes, lyden her var fortrinlig.
Læs hele anmeldelsen ved at følge nedenstående link – og her kan du så også se, hvor mange stjerner det blev til for George Michael i denne omgang, og hvad vi skriver om de to opvarmningsnavne Grand Avenue og Sandi Thom.
Hvis du følger det andet link, kan du i øvrigt læse GAFFAs store interview fra april 2004, da George Michael udgav sit hidtil seneste studiealbum, ”Patience”.
George Michael spiller i øvrigt i NRGI Park lørdag den 19. maj. Der er stadig billetter i salg.
Læs GAFFA anmeldelse af koncerten
Læs GAFFA George Michael-interview fra 2004