Nyhed

Nye Rødder klar med det færdige program

Mark Olson, Munck//Johnson og Benny Holst blandt de optrædende på Huset i Magstrædes roots-festival 15.-17. november

Huset i Magstræde i København sætter midt i november fokus på genrerne country, folk og blues med tre dage under titlen "Nye Rødder". Vi har tidligere foromtalt festivalen, men nu er den klar med det samlede program, hvor amerikanske Mark Olson (eks-The Jayhawks må siges at være hovednavnene).

Koncerterne foregår på to mindre scener i Huset, som skaber den perfekte atmosfære til en country/blues-festival, hvor intimitet og nærvær er afgørende.

Festivalen byder på 14 danskbaserede bands, der blandt andet tæller musikere fra sammenhænge som The Broken Beats, Murder, Rhonda Harris og Kira And The Kindred Spirits. Desuden kan festivalen præsentere et enkelt amerikansk navn, nemlig som nævnt Mark Olson – en kunstner, americana-fans burde kunne nikke anerkendende til, og hvis nye album "The Salvation Blues" netop har fået fem stjerner af GAFFA.


Om de medvirkende navne siger en af arrangørerne, Mads Mouritz (der selv optræder på festivalen), i en pressemeddelelse:

– De bands, der vil optræde, tager fat i countrymusikkens virkemidler og instrumentering, og samtidig bryder de med den mere traditionelle opfattelse af country. Det er musikere, som har lyttet til bl.a. Hank Williams og Johnny Cash, men som også dyrker rocken, punken, jazzen osv.

Programmet er som følger:
Torsdag den 15. november:
Mark Olson
Marie Fisker
Cody


Fredag den 16. november:
Munck//Johnson
Maria Laurette Friis / Pamelia Kurstin
Rumspringa
Benny Holst Trio
Southern Gothic Tales
Young Comets

Lørdag den 17. november:
Il Tempo Gigante
Maria Viskonti / Jackson
CS: Nielsen
Mouritz & Vi Der Valgte Natten
Ned Ferm featuring Nikolaj Nørlund & friends
One-Eyed Mule


Læs mere om Nye Rødder

ANNONCE