Utak er verdens løn, hvilket QOTSA fik at mærke efter at have forsøgt at muntre nogle misbrugere op
Det sker fra tid til anden, at et band bliver smidt ud af et spillested for eksempelvis at være kommet i slagsmål med hinanden eller publikum. Ved andre lejligheder kan det skyldes lydniveauet eller en manglende evne til at beholde sit tøj på under koncerten.
Men det er ikke hverdagskost, at en gruppe bliver ført bort udelukkende på grund af tekster, der kan opfattes som upassende.
Ikke desto mindre skete lige præcis dette ifølge NME for Queens Of The Stone Age, da de i sidste uge skulle spille seks sange for patienterne på en rehabiliteringsklinik i Los Angeles.
Bandet var mødt op for at muntre patienterne lidt op med nogle gode sange, men da Josh Homme åbnede koncerten med den ellers så positive "Feel Good Hit Of The Summer", blev de ansatte på stedet særdeles utilfredse.
Sangen består nemlig primært af ordene "Nicotine, valium, vicodin, marijuana, ecstasy and alcohol... c-c-c-c-c-cocaine", hvilket faldt folkene på klinikken så meget for brystet, at de hev stikkene ud, og efterfølgende korporligt fjernede bandet fra scenen og derefter klinikken.
Dermed nåede de altså ikke længere end halvvejs ind i første sang, og med den type opførsel er det da ikke så mærkeligt, at Amy Winehouse ikke vil have noget med den slags steder at gøre.