Paul McCartney fortæller, at han forventer at gruppens bagkatalog vil kunne købes digitalt til næste år
Der er nogle enkelte grupper, der har insisteret på ikke at ville gøre deres musik tilgængelig via musikbutikker som iTunes.
Den primære grund har været, at bands ikke vil have deres albums flået fra hinanden, hvilket er det, der oftest sker, når man giver folk mulighed for at downloade sangene individuelt i stedet for at tvinge dem til at købe et helt album.
Men i tilfældet med The Beatles har det primært været et sagsanlæg mod pladeselskabet EMI for manglende betaling af rettigheder i perioden 1994-1999, der har sat en stopper for processen.
Men den retssag blev afviklet i april i år, og nu siger Paul McCartney til Billboard, at han forventer, at man vil kunne købe Beatles-sange digital til næste år.
"Det hele sker snart. De fleste af os er nærmest klar. Det hele er præpareret, klart til at køre – der er bare måske en lille ting tilbage, og jeg tror, det er ved at blive afklaret i øjeblikket, så det skulle ikke vare længe. Vi er nede ved de sidste detaljer, så jeg er ret sikker på, at det kommer til at ske til næste år, 2008".
Det skal blive spændende at se, hvordan rettighedshaverne til Beatles-bagkataloget har tænkt sig at lancere den længeventede overgang til det digitale medie. Men der kan næppe være tvivl om, at når det sker, vil vi igen kunne se deres navn på hitlister verden over.