Nyhed

The Benefits indspiller debutalbum

Duoen sidder i øjeblikket i Los Angeles og arbejder på deres kommende debutalbum

Den danske duo The Benefits er lige nu i gang med at færdiggøre materiale til deres debutalbum, der gerne skulle udkomme i første halvdel af 2008.

Gruppen underskrev i september en pladekontrakt med den amerikanske afdeling af Universal Records, og der arbejdes lige nu på at gøre singlen "Physical" til et hit i USA.

Det er dog så kæmpestort et marked, at man tager tingene i etaper og arbejder med langt flere vinkler end blot at sende singlen ud til radiostationerne.


Eksempelvis er videoen til "Physical" blevet vist i 14.000 amerikanske biografer, duoen har medvirket på webtv-stationen No Good TV, de har desuden spillet en koncert i en Von Dutch-butik i Los Angeles, og lige nu testes videoen hos musikkanalen Fuse TV, der har slået sig op på at spille langt flere musikvideoer end amerikansk MTV.

De er desuden blevet klienter hos ICM (International Creative Management), der ud over skuespillere Halle Berry og Orlando Bloom også repræsenterer musikalske navne som Beyoncé og Courtney Love.

The Benefits er også ved at få fat i de danske radiostationer og vender tilbage til Danmark om nogle uger for blandt andet at lave presse og medvirke i programmet "Julehilsen Til Grønland".


Der sker med andre ord virkelig meget for de to musikere, hvis debutsingle kan købes lige nu via iTunes.

Læs mere i artiklen I studiet med The Benefits


Se videoen til Physical

ANNONCE