Rapperens fjerde album skubbes for tredje gang
Rapperen Eve debuterede med et brag med pladen "Ruff Ryders' First Lady", der positionerede hende som en af de mest populære kvindelige rappere i USA.
Siden da er kommet yderligere to plader samt gæstevisits på hits med Gwen Stefani og Kelly Rowland.
I april kom så singlen "Tambourine", der skulle være en single-forløber for albummet "Here I Am", der skulle have været ude i august måned.
Men singlen gjorde ikke det store væsen af sig, og nu kan Billboard fortælle, at pladen, der først blev udskudt til oktober, nu først kommer en gang til næste år.
Beslutningen kan være kommet efter at pladens anden single, en duet med Sean Paul med titlen "Give It To You", er blevet fuldstændig ignoreret af amerikansk radio.
Udover Sean Paul skulle navne som Adam Levine (Maroon 5), Swizz Beatz, Timbaland, Dr. Dre, The Neptunes, Shakira og Gwen Stefani være involveret i pladen, men det er åbenbart ikke helt nok til at få albummet op at flyve.