Den tidligere Supertramp-frontmand spiller to gange i Danmark i denne måned
Navnet Roger Hodgson ringer nok kun klokker hos de færreste, men når navnet Supertramp tilføjes, er der sikkert en hel del flere, der er med.
Hodgson var med til at danne gruppen i 1970 og skrev sammen med Rick Davies alle gruppens største hits og tilføjede samtidig sin unikke, høje stemme til dem.
Han forlod dog gruppen i 1984 og har siden da udsendt tre studieplader som solist. Samtidig tog Hodgson en 18 år lang pause fra turnélivet, men vendte efter utallige opfordringer tilbage til landevejen i 2002, og efterfølgende er det blevet koncerter på både Wembley og Langelandsfestivalen.
Men nu vender Roger Hodgson tilbage til Danmark for at spille to koncerter i henholdsvis Sønderborg og Randers.
Manden bag sange som "The Logical Song", "Take The Long Way Home" og "Breakfast In America" kan opleves på Alsion Sønderborg den 21. oktober og Værket i Randers den 23. oktober 2007, og billetter kan købes via billetnet.dk til koncerten i Sønderborg samt fra randersbilletten.dk til koncerten i Randers.