Nyhed

Sara Grabow klar med nyt

Sangerskriveren udsender "Rude, Unbending & Lusty" til oktober

Danske Sara Grabow gjorde sig sidste år bemærket både som skuespiller i TV-2 musikforestillingen "Hele Verden Fra Forstanden" på Århus Teater og med sin solodebut "Blueberries".

Efter et år, hvor Grabow både har spillet en række solokoncerter samt spillet med Steffen Brandt og andre på Bornholm på turnéen "Udenfor Sæsonen" og til havekoncerter med Camille Jones og Benny Holst i Tisvildeleje, så er hun nu klar med endnu et album.

Den kommende udgivelse har fået titlen "Rude, Unbending & Lusty", der i følge en pressemeddelelse handler om afslutningen på et forhold.


"Efter et længerevarende forhold stod jeg i foråret pludselig alene og følte det som en meget stor og skræmmende ting. Det at skrive sange er jo en fantastisk bearbejdelse af følelser og ”Rude, Unbending & Lusty” må i høj grad siges at være en bearbejdelse af sorg og kaos indeni. Langsomt, men sikkert er det her med at stå alene blevet til en utrolig positiv oplevelse".

Helt alene har Sara dog ikke været det sidste halve år. Således har hendes band og ikke mindst hendes producer Kent Olsen, der tidligere har produceret Marie Franks albums, været ved hendes side. Sammen har de været med til at forme albummets retning, som blandt andet har udmøntet sig i to duetter – henholdsvis med Caspar David på "Before The
Storm" og den islandske sanger Helgi Jonsson på den melankolske "River Song".

"Rude, Unbending & Lusty" udsendes 8. oktober.


ANNONCE