Nyhed

Bill Cosby udgiver hiphop-album

Stand-up- og skuespillerveteranen skriver men rapper ikke på "The Cosby Narratives"

Bill Cosby, måske bedst kendt fra sine egne sitcoms som "The Bill Cosby Show" fra 1969-1971 og "The Cosby Show" om familien Huxtable fra 1984-1992, udgiver bog og hiphopalbum.

Cosby har produceret og skrevet "Cosby Narratives Vol. 1: State Of Emergency" sammen med sin gamle samarbejdspartner Bill "Spaceman" Patterson. Cd'en kommer i forlængelse af Cosbys bog "Come on People: On the Path From Victims to Victors" og forventes at udkomme i USA inden for et par uger. Det skriver billboard.com.

Patterson har tidligere samarbejdet med kunstnere som Miles Davis, Mariah Carey og har tidligere været med til at lave "The Cosby Show".


En pressemeddelelse beskriver "The Cosby Narratives: State Of Emergency" som:

"Et hårdt blik på livet i det 21. århundrede, men uden skældsord, sexisme, vold og opblæst pral, som Cosby stærkt kritiserer i hiphop-musikken."

Pladen blander hiphop, jazz, pop og funk med direkte og positive udmeldinger, som kommer fra Bill Cosbys fortællinger og idéer.


ANNONCE