I en pressemeddelelse gør DR opmærksom på, at de spiller masser af ny musik
Politiken publicerede i går 9. april artiklen "De gamle garvede stjerner dominerer", der via opgørelser for sangskriverorganisationen KODA kan påvise, at de danske kunstnere, der spilles mest i Danmark, alle havde deres gennembrud i 80'erne.
Kun opkomlingen Rasmus Nøhr kan gøre sig på en top ti-liste, der inkluderer navne som Thomas Helmig, Kim Larsen, TV-2 og Anne Linnet.
I artiklen interviewes både radiovært og tidligere musikchef for Danmarks Radios P4 Alex Nyborg Madsen samt P3's musikchef Lars Trillingsgaard, og sidstnævnte siger til avisen, at det ikke kommer bag på ham, da de store hit skal have omkring 20 år på bagen, "før selv folk på de bageste stolerækker fløjter med på melodien".
Alex Nyborg Madsen siger om de populære kunstnere:
"De store navne er nærmest fundamentet i, hvordan radioen skal lyde. For radioværterne er de sikre kunstnere, og det er et vigtigt element".
Samtidig understreger han dog, at P4 også ser på, hvad de ellers kan spille, og den understregning fremhæves nu officielt af Danmarks Radio.
I en pressemeddelelse opgør de, hvilke kunstnere der har været de mest spillede hos dem i 2008, og her er der ikke mange gamle travere i mellem.
På P3 er Henrik Hall den med flest udgivelser bag sig, men som solist er han fortsat et relativt ny navn. Også Thomas Troelsen er gammel i gårde, men igen er Private-konstellationen helt ny.
Hos P4 finder vi Lars Lilholt og TV-2 blandt de mest spillede, men faktisk spiller stationen oftere navne som Lizzie og Thomas Buttenschøn.
I DR's modsvar til kritikken omkring statsradiofoniens misligholdelse af deres public service-forpligtigelser omkring afspilning af ny dansk musik siger DR's chefredaktør for musik Ole Mølgaard:
"Vi er stolte af, at vi kan sammensætte radiokanaler, som både rummer det mest populære af den danske musik, og samtidig kan præsentere nye navne. Når KODA's liste ser ud, som den gør, er det primært, fordi de mest populære kunstnere bliver spillet igen og igen på de kommercielle kanaler. De kommercielle stationer fylder således meget i opgørelsen".
Ole Mølgaard anslår desuden, at Danmarks Radio spiller cirka 90 procent af den danske musik, der udkommer i løbet af et år.