Nyhed

Mnemic varmer atter op for Metallica

Metallica har hyret bandet til to østeuropæiske opvarmningstjanser

Da Metallica optrådte uden for Århus sidste år, tilfaldt opvarmningsjobbet aalborgensiske Mnemic. Og den opgave varetog de så overbevisende, at Metallica nu har bedt gruppen varme op for dem igen.

Mellem jobs i Struer og Assens sidst i maj drager Mnemic således til polske Chorzow og varmer op for superbandet den 26. maj. Herefter færdiggør de deres danmarksturné, der rundes af på The Rock i København den 31.

Mnemic får dog kun et par dages ferie: allerede 3. juni har Metallica bedt dem varme op ved en koncert i Prag.


I det hele taget skorter det ikke på anerkendelse til gruppen, hvis album "Passenger" fra sidste år blev særdeles vel modtaget: "Mnemics hidtil mest ambitiøse, velkomponerede og velproducerede udspil", kaldte GAFFAS anmelder pladen. Udgivelsen indbragte desuden gruppen prisen for "Årets Metalproduktion" ved Danish Metal Awards 2007.

Besøg gruppens hjemmeside


ANNONCE