Nyhed

Nyt GAFFA-design

Garvet læser vandt GAFFA's designkonkurrence

I anledning af GAFFA's 25 års fødselsdag til september i år udskrev GAFFA i marts en designkonkurrence til vores jubilæumskollektion af T-shirts, og siden har GAFFA modtaget mere end 100 forslag.

Vinderen blev Per Dalager Jensen fra København, der ud over at være 36 år, grafisk designer også er en garvet læser af bladet gennem 20 år. Foruden æren løb Per Dalager Jensen med to billetter til Roskilde Festival plus 3.000 kroner i lommepenge.

Vinderdesignet er bygget op omkring to enheder. På forsiden af T-shirten er der et tilsyneladende spraymalet kassettebånd med påskriften "GAFFA 25 – Alt om musik siden 1983" og på bagsiden et stort "25" bag silhuetter af græsstrå.


- Inspirationen til T-shirten bunder meget naturligt i nogle tanker omkring musik for 25 år siden. Da jeg selv begyndte at interessere mig for musik, var det på kassettebånd. Jeg synes, at kassettebåndet var en god ramme for musikken, og det lader det også være op til den enkelte tilskuer at forestille sig, hvad det gemmer af musik. Her er ingen 80'er keyboards eller økseformede guitarer, forklarer Per Dalager Jensen til GAFFA.

- Kassetten har også den forhistorie, at den i mange tilfælde været med til at synliggøre musikerne. Det er det medie, de har kunnet præsentere deres musik for selskaberne i form at demobånd. Min umiddelbare ide med græsset var at lave en kobling til de store udendørs musikfestivaler, men det må også gerne tolkes som vækstlag i musikken, indskyder vinderen.

- Der var naturligvis en del retningslinjer, som designet skulle følge, med elementer som GAFFA og 25. Der var også en fast farvepalette, der skreg Alphabeat til mig, så jeg ville gerne trække T-shirten i en anden retning. Jeg håber, at jeg har ramt et design som mange flere kan forholde sig til, også os der er 36 år og lidt for gamle til at gå med tøj med selvlysende trekanter på, slutter Per Dalager Jensen.


Vinder-T-shirten kan allerede nu forudbestilles i GAFFA Shop og kan desuden rekvireres hos GAFFA til Spot Festival, Roskilde Festival eller Grøn Koncert.

ANNONCE