"The Colour of My Dreams" er titlen på Andy Burrows' soloplade, der udkommer næste måned
Det er ikke kun hjemlige Gasolin's Søren Berlev, der for tiden skifter pladsen bag tønderne ud med solistrollen.
Andy Burrows, trommeslager i Razorlight, indspillede sidste sommer soloprojektet "The Colour of My Dreams", med tekster af vennen og digteren Peter Dixon, og den 26. maj udgives resultatet.
Rent kvantitativt er der dog tale om et forsigtigt udspil: pladen varer kun lige 20 minutter, skriver NME, som præsenterer et interview med Burrows i deres aktuelle nummer.
Overskuddet fra udgivelsen, som bagmanden selv betegner som "en lillebitte sød plade", doneres til velgørenhed.
Razorlight kunne senest opleves på dansk jord ved sidste års Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg til en koncert, der fik GAFFAs anmelder til at hive fire stjerner op af hatten.