Den elektroniske udendørs endagsfestival, Stella Polaris, får massiv omtale i England
Stella Polaris, der afholdes for 11. gang i år den 2. og 3. august i Århus og København, har indgået et samarbejde med et engelsk pr-bureau "med tanke på videre ekspansion til udlandet", oplyser folkene bag festivalen.
Sidste år havde festivalen blandt andet Andy Cato (Groove Armada), Pete Gooding, Tom Middleton og Trentemøller på plakaten.
- Vi har lavet samarbejdet med Alchemy, som er et af de helt store engelske agencies, fordi director Matt Learmount synes, at vores cd'er var vildt fede, og fordi han havde hørt om Stella via Pete Gooding som jo har spillet her et par gange nu, forklarer Nicka Kirstejn fra Stella Polaris.
- Aftalen er en general awareness for Stella Polaris som event og koncept/label. Vinklen er, at de mange 1-2 dags festivaller i England har givet en vis form for medielede, og de engelske medier hungrer efter alternative events at skrive om og her falder Stella fint ind, pointerer han.
Den satsning har indtil videre givet omtale i Metro, Sunday Times, The Observer, Mixmag, Earplug, handbag.com med flere.
- Vi skal ikke udvide med længere perioder, men vi vil gerne finde andre og flere locations til Stella Polaris, hvis vi kan finde mandskab til det. Desuden kunne vi godt tænke os at lave en event i London. Der er ingen konkrete planer endnu, uddyber Nicka Kirstejn, der naturligvis også gerne vil lokke flere englændere til Danmark for at opleve Stella.
Hvad tror I forklaringen er på, at I har kunnet bryde igennem og få så meget omtale på jeres festival foruden førnævnte medielede?
- Stella er meget anderledes end andre festivaller. Det er gratis, ligger naturskønt, er ikke en fest, men snarere en lækker dag i parken, slutter han.
Stella Polaris spiller endvidere for fjerde år i træk på Roskilde Festival og er igen i år også at finde på Spot Festival.