Indspilningerne begynder ifølge Kristofferson i 2009
Country-legenden Kris Kristofferson har lige givet to koncerter på dansk grund. Koncerter, der trods musikkens høje kvalitet blev skæmmet af publikums respektløse og højlydte opførsel.
I forbindelse med koncerterne gav Kristofferson et interview til ekstrabladet.dk, hvor han blandt andet løfter sløret for nogle højst interessante filmplaner.
Under en snak om Bob Dylan udtaler Kristofferson:
”Ingen skrev som ham – The Beatles og alle andre lærte af Dylan. Der er nogle, der siger, jeg skal indspille en film med ham næste år. Produceren Steve Bing ringede og spurgte, om jeg ville... Om jeg ville! Jeg vil gøre alt for at være med. Robert Duvall er også på holdet.”
Til spørgsmålet om der er tale om en western, svarer Kristofferson:
”Ja, det er det. Tænk hvis vi kan lave noget i stil med ”The Wild Bunch”.”
Det bliver således anden gang, at Bob Dylan og Kris Kristofferson indspiller en western sammen. Tilbage i 1973 medvirkede de begge i Sam Peckinpah-western-filmen ”Pat Garrett & Billy The Kid”, hvor Kristofferson spillede rollen Billy The Kid, og Bob Dylan spillede dennes hjælper Alias.
Dylan skrev og indspillede også soundtracket til 1973-filmen, og et af hans mest kendte (og coverede) numre, ”Knocking On Heaven's Door” er skrevet dertil.
Kristofferson har løbende haft gang i en succesfuld skuespillerkarriere ved siden af sangskriveriet og er nok bedst kendt fra rollen som Rubber Duck i føromtalte Peckinpahs ”Convoy”.
Sidst Bob Dylan kunne opleves på det store lærred var i den rodede, men fascinerende ”Masked And Anonymous” fra 2003. Dylan spillede hovedrollen som Jack Fate og havde skrevet dele af manuskriptet under pseudonymet Sergei Petrov.
Optagelserne til den kommende film skulle som sagt begynde i løbet af 2009.