Nyhed

Nyt album fra Lena Anderssen

Den færøsk-canadiske sanger og sangskriver sender en samling melodiøse popsange på det danske marked

Der er muligvis en del danske lyttere, som har til gode at stifte bekendtskab med Lena Anderssen, men der er ikke desto mindre absolut tale om en sangerinde på vej frem.

I Danmark har Anderssen varmet op for navne som Roxy Music og Beth Hart, og hun har endvidere bidraget med musik til den amerikanske tv-serie "Scrubs".

På Færøerne er albummet "Let Your Scars Dance", som altså nu sendes på det danske marked, men udkom i hjemlandet allerede sidste år, blevet kåret til "Årets Album" ved såvel den årlige Planet Awards som af læserne på den færøske avis Dimmalætting.


Sidste år var Anderssen på en udsolgt Europaturné med stop i 19 storbyer som opvarmningsnavn for australske Xavier Rudd. Lena Anderssens forrige album "Can't Erase It" blev iøvrigt valgt til "Ugens Album" på Danamrks Radios P4.

Et par af sangene på den aktuelle plade er indspillet i Londons legendariske Abbey Road-studier, og sangerinden nævner da også The Beatles skelsættende "Revolver" fra 1966 - som dog ikke er indspillet i Abbey Road - som en inspiration i forbindelse med den nye plade:

"Det er vigtigt for mig at lave musik, hvor jeg får udfordret mig selv rent kunstnerisk. Idéen har været at lave et album, der bygger på de klassiske popdyder fra 60'erne og 70'erne med rigtig band-feeling, hvor produktionen først og fremmest er bygget op omkring en live performance med orkester. Vi har også været bevidste om ikke at iføre sangene en stilistisk spændetrøje og er blevet inspireret af et album som "Revolver", hvor man oplever en utrolig stilistisk eventyrlyst, samtidig med at man kan forholde sig til albummet som en helhed".


Lena Anderssen debuterede i hjemlandet med albummet "Long Distance", og skitserer selv sit tiårige karriereforløb således:

"Min færden i det færøske musikmiljø startede ved et tilfælde, da en trommeslager hørte mig synge for mig selv i den cafe, hvor jeg arbejdede. Tre uger senere sang jeg med hans coverband på Færøerne. Siden gik det slag i slag. Jeg optrådte i forskellige sammenhænge og et par år senere lavede jeg mit første album "Long Distance", der kun udkom på Færøerne. Men det er rent faktisk først de sidste tre-fire år, at jeg virkelig har gjort op med mig selv, at det at synge og skrive sange er en profession, som jeg virkelig brænder for".

"Let Your Scars Dance" udkommer i Danmark den 27. oktober.


Officiel hjemmeside

ANNONCE