Nyhed

The Police lukker og slukker

Trioen spillede deres allersidste koncert i aftes med et par overraskelser

Det gendannede The Police har som bekendt været på en længere verdensturné, begyndende i Vancouver i maj 2007, som også bragte gruppen forbi Vestereng i Århus (billedet) sidste september. En planlagt koncert i Haderslev tidligere denne sommer måtte aflyses på grund af svigtende billetsalg.

I aftes (den 7. august) blev det endelige punktum så sat for Copeland, Summers og Stings sidste runde i manegen, som ialt har omfattet 151 koncerter.

Finalen fandt sted i New Yorks Madison Square Gardens, og foruden overraskende covernumre fik trioen i koncertens andet nummer, "Message in a Bottle", meget passende selskab af New York Police Department Band, rapporterer Billboard.


Det skete, efter at bandet havde åbnet koncerten med en coverversion af Creams "Sunshine of Your Love", og senere i sættet fortolkede Sting og co. en anden psykedelisk rockklassiker, Jimi Hendrix "Purple Haze".

Stings døtre var på scenen og danse under nummeret "Every Little Thing She Does Is Magic", og undervejs i koncerten proklamerede sangeren:

"Det har været en kæmpe ære at være tilbage sammen med mine gode venner - denne turnés virkelige triumf er, at vi ikke har kvalt hinanden ... hvilket dog ikke betyder, at tanken ikke har strejfet mig".


Hører man ikke til de over tre millioner mennesker, der oplevede The Polices afskedsturné live, kan man fra 7. oktober erhverve dvden "The Police: Certifiable" med optagelser fra turnéen, som angiveligt skulle være den tredje mest indbringende nogensinde.

ANNONCE