Sangerinden har fået fire Grammy-nomineringer og har skrevet fire sange til sit kommende album
Da den amerikanske Grammy-komité 3. december annoncerede de nominerede til showet 8. februar, blev navnet Adele læst op fire gange. Den engelske sangerinde er nomineret i kategorierne "Record Of The Year", "Song Of The Year", "Best New Artist" og "Best Female Pop Vocal Performance" for materiale, der findes på debutalbummet "19" fra januar 2008.
Billboard har talt med Adele i forbindelse med de fire nomineringer, og her afslører hun, at hun allerede er godt i gang med at skrive materiale til sit næste album. Hun har desuden fundet sig en producer, som hun dog endnu ikke vil afsløre navnet på.
Om sit nye materiale siger hun, at det har mere dybde og flere temaer end debutalbummet, som hun siger nærmest var et konceptalbum om et forhold. Hun nævner plader produceret af T-Bone Burnett som inspirationskilder inklusive soundtracket til filmen "O Brother, Where Art Thou?", uden at man dog skal forvente et kommende countryalbum fra sangerinden.
Om fremgangen med sangskrivningen siger Adele:
"Der er tre, fire sange, jeg virkelig kan lide, der skal med på den næste plade. Jeg har en anden håndfuld, som jeg hader og som ikke skal i nærheden af den næste plade. Men jeg er langsomt ved at komme ind i rytmen igen".
Adele regner med at gå i studiet til februar i et studie i Malibu.