Nyhed

Antony & The Johnsons kommer til København

Man kan opleve Antony Hegarty med band i Falkoner Salen 26. marts

I sidste måned kunne vi her på GAFFA.dk meddele, at Antony & The Johnsons udsender deres tredje album til januar, og nu kan vi endvidere fortælle, at den unikke sanger dukker op i København med sit band til marts.

Antony & The Johnsons fik deres gennembrud med albummet "I Am A Bird Now" i 2005, og siden da har der været enorm interesse for alle de projekter, frontmanden Antony Hegarty har været involveret i. Det gælder både de forskellige kollaborationer med Björk og Joan As Police Woman samt hans bidrag til pladen med Hercules & Love Affair.

Det er dog blevet til en enkelt ep-udgivelse siden gennembruddet, og den følges nu op med albummet "The Crying Light", der udsendes 20. januar.


Så mon ikke en god del af materialet fra det ventede album dukker op, når Antony & The Johnsons kommer til København for at give koncert i Falkoner Salen 26. marts. Billetsalget begynder fredag 19. december klokken 10:00 via billetnet.dk eller 70 15 65 65.

ANNONCE