Der er premiere på Klub Stuka fredag 12. december
Fredag 12. december kommer der i kælderen under Café Pustervig i Århus et nyt alternativ til det århusianske natteliv. En gang om måneden vil dørene blive åbnet for lokale, såvel som udenlandske, dj's og kunstnere og lys- , video- og kunstkonstellationer vil bidrage til en unik stemning.
Folkene bag Klub Stuka er Rune Wehner, Rasmus Weng Karlsen og Oskar Vestergaard-Jensen. Rune Wehner er medlem af Spleen United og har i en del år dj'et til diverse arrangementer. Rune har desuden arbejdet meget med lys og video og står blandt andet bag Spleen Uniteds lysshow. Rasmus og Oskar er 2/3 af festgruppen Kalifferne, som tidligere har huseret de århusianske klubber og spillesteder.
I fællesskab vil de stå bag den månedlige klub, der har premiere i denne måned og efter at have afviklet andet arrangement 10. januar vil de gå over til fast at åbne dørene hver første lørdag i måneden.
Line-up af dj's første aften er DJ Rune Wehner, The Peet'N'Meat Machine og Klub Stöj, og der arbejdes derefter på at få forskellige celebre dj's til at kigge forbi.
Der er premiere på Klub Stuka fredag 12. december i kælderen under Café Pustervig, Rosensgade 21 i Århus.