Nyhed

BliGlad udsender toer

Den århusianske gruppe udsender til februar albummet "Bare Spil Noget Lårt"

To år efter at BliGlad udsendte debutalbummet "Kærlighed til Folket", og dermed var med til at sætte gang i den dansksprogede reggaebølge, er de klar med opfølgeren, der har fået den mundrette titel "Bare Spil Noget Lårt".

I følge en pressemeddelelse er det kommende album inspireret af noget, som nogle af bandmedlemmernes gamle musiklærer sagde til dem. Han opfordrede dem nemlig til bare spille, hvad de havde lyst til, og turde tro på sig selv. Det har betydet, at BliGlad i samarbejde med producerne Jenno (Jens Bjørnkær) og Bjørn Winnem har forsøgt at prøve kræfter med reggaens rammer og bryde med de faste genrebetegnelser.

Derfor vil man på "Bare Spil Noget Lårt" kunne finde sange, der indeholder elementer fra både disko og elektro blandet op med reggae og tekster om kærlighed og skæve eksistenser.

Pladen er indspillet i Gnags' gamle studie i Haraldsgade i Viby i forsommeren, som blandt andet fik indflydelse på nummeret "Elskling", som er et "one-take" optaget i gården ved studiet. Det betyder, at man kan høre et forbikørende tog, ganske som man kan det på flere gamle Gnags-plader.

"Bare Spil Noget Lårt" udkommer 16. februar.

ANNONCE