Nyhed

Danske navne spiller op til julebal

Der er glögg, æbleskiver og masser af musik på programmet til Yulestock på Huset i Magstræde

Under fællesbetegnelsen "Yulestock - Three Hours Of Gloegg And Music" byder Musikcafeén i Huset i Magstræde torsdag 18. december på en aften med en lang række danske musikere, der skal spille op til et arrangement med masser af julestemning.

Idéen er i følge arrangørerne, at kunstnernes skal kunne mødes med hinanden og publikum og ønske glædelig jul i en "hjemlig, hyggelig og nede på jorden atmosfære". På programmet vil man kunne finde Claus Hempler, Henrik Hall, Annika Aakjær, Mads Langer, Dial Zero og Edison Jr., der på kryds og tværs vil deltage i hinandens koncerter.

I pauserne mellem artisterne vil Kristoffer Jul Reenberg fornøje aftenens gæster med klassisk julemusik fra sit el-orgel, og når indgangen er betalt, vil aftenens vært byde på glögg og æbleskiver, og bordene vil være begavede med klementiner, pebernødder og andet juleknas.

Derudover vil der også være juleoplæsning ved rock-poeten Neill C. Furio og fuglemusik af Bjarke Søballe fra Leisure Alaska.

Man kan komme til Yulestock torsdag 18. december klokken 20:00 i Musikcaféen i København.


ANNONCE