Nyhed

James Brown 1933-2006

The Godfather Of Soul blev 73

Den legendariske soulsanger James Brown (født James Joseph Brown, Jr.) blev i går søndag indlagt med lungebetændelse på et hospital i Atlanta, og natten til mandag blev han erklæret død.

James Brown blev født under Depressionen i South Carolina og voksede op i en tid, hvor han blev nødt til at pudse sko og plukke bomuld for at hjælpe sin familie. I sine teenageår kom han på kant med loven og blev som 16-årig sendt i ungdomsfængsel.

Her sad han indespærret i tre år og efter sin frigivelse prøvede han sig som både bokser og baseballspiller, før han begyndte som musiker.


James Brown kom i 1955 med i The Gospel Starlighters, og derefter gruppen Avons, der senere skiftede navn til The Famous Flames. Det var med denne gruppe, James Brown fik sin første pladekontrakt og også sit første hit med sangen "Please, Please, Please".

James Brown havde svingende succes med sit band, men midt i 60'erne havde Brown været med til at opfinde funkmusikken og singlerne "Papa's Got a Brand New Bag" og "I Got You (I Feel Good)" fra 1965 blev kæmpehits og var med til at definere Browns karriere.

James Brown fortsatte med at indspille og turnere, men midt i 70'erne havde musikere som Bootsy Collins forladt Browns band, og sangerens popularitet var for nedadgående. Men bidrag til film som "The Blues Brothers" og "Rocky IV" gav Brown et comeback i 80'erne, der var med til at etablere hans status som legende.


De senere år har dog handlet mere om retssager og arrestationer for besiddelse af narkotika for Brown, der dog alligevel har både udsendt plader og spillet live.

Efter et besøg ved tandlægen 24. december 2006 blev James Brown indlagt med akut lungebetændelse og døde dagen efter på hospitalet.

James Brown blev 73 år.


ANNONCE