Andet kapitel i kompileringsserien "Sounds Of Copenhagen" udsendes til februar
Kompileringsalbummet "Sound Of Copenhagen" blev udsendt i sommer, og med den fik man et indblik i Københavns særdeles levende electro-scene. Albummet blandede både originalt materiale med remixes, og det samme vil gøre sig gældende, når der udsendes en opfølger til februar.
Endnu engang er det Le Gammeltoft og Kjeld Tolstrup, der har samlet numrene til "Sound Of Copenhagen Vol. 2", og fokus har ligget på elektroniske navne, der repræsenterer det københavnske klubmilj, som de to bagmænd mener "sagtens kan konkurrere med London, Berlin og New York".
På tracklisten finder man lige fra Anders Trentemøller og Turboweekend til The Raveonettes og Cartridge. Derudover kommer pladen igen til at indeholde numre og remixes, som aldrig er udgivet før inklusive debutsinglen fra et kommende Laust Sonne-album. Derudover får man en helt særligt D-A-D/Peter Visti-bootleg med "Laugh 'N' A 1/2", som Kjeld Tolstrup for nylig fik 27.000 mennesker til at synge med på under Sensation White i Parken.
"Sound Of Copenhagen Vol. 2" er ligesom forløberen blevet til i samarbejde med modedesigner Mads Nørgaard, som står for pladens visuelle udtryk. Udgivelsen af albummet vil derfor blive fejret med en fest den 5. februar sammen med Mads Nørgaard under Copenhagen Fashion Week.
Derudover vil resten af Danmark få mulighed for at fejre pladen, når holdet bag Sound Of Copenhagen tager på tour og blandt andet gæster Odense, Kolding, Århus og Aalborg.
"Sound Of Copenhagen Vol. 2" udsendes torsdag den 5. februar.
Trackliste:
Electrojuice "Jackstick"
Fagget Fairys "Feed The Horse" (Radio Mix)
Raveonettes "Aly Walk With Me (Nic Endo Remix)"
Filur "Rental Car" (Muzzle Flash Dub)
Laust Sonne "Spell On You"
Vinnie Who "Ain't Going Nowhere" (Original Demo)
WhoMadeWho "Swedish Meatballs" (Bonus Track)
Benny Berigan "Caravan"
Mathias Mesteño "Roundabout"
Lulu Rouge "Bless you" (Trentemøller Remix)
Delicious & Abigail Baily "Bounce"
Flip & Def Jaguar "This Sound"
DAD "Laugh'n'1/2" (Peter Visti Edit)
I Got You On Tape "Somersault (Money Your Love Remix)
Cartridge "The Woods" (Asle & Nikka Radio Remix)
Turboweekend "Trouble Is" (Rainy Day Edit)
Copenhagen Collective "Copenhagen #2" (Film version)