Den tidligere IFPI-formand forlader direktørstillingen for at fokusere på MBO Group
Efter mange års erfaring i musikbranchen tog Michael Ritto i 2006 jobbet som administrerende direktør for Nordisk Film. Men efter knap to år på posten har Ritto nu valgt at overlade jobbet til firmaets tidligere filmdistributions-direktør Allan Hansen.
I en pressemeddelelse udtrykker Michael Ritto sin glæde over valget af Allan Hansen som sin efterfølger:
"Det har været en spændende og udfordrende periode hos Nordisk Film. Jeg glæder mig over at have været med til at forbedre indtjeningen og definere en klar strategi for virksomheden, som jeg ved, der vil blive arbejdet videre med. Jeg vil gerne fremover fokusere mere på kreativ forretningsudvikling, og jeg fortsætter mit samarbejde med Egmont via mit ejerskab af MBO. Jeg har haft et tæt samarbejde med Allan Hansen siden 2006. Han har været en meget vigtig aktør i udviklingen af Nordisk Films strategi, og jeg glæder mig over, at han kan fortsætte det arbejde, vi er i gang med. Han er det helt rigtige valg til posten".
Michael Ritto siger desuden til GAFFA.dk, at han efter tre måneders orlov, hvor han blandt andet vil tage på en jordomrejse med sin familie, vil fortsætte sit arbejde i bestyrelsen hos MBO. Han fortæller, at han er yderst tilfreds med den virksomhedstruktur, der eksisterer hos MBO Group, og derfor ikke skal indtage en direktørstilling i virksomheden. Han vil i stedet tage en mere aktiv rolle i bestyrelsen blandt andet som strategisk udvikler hos MBO, når han vender tilbage fra sin orlov.
MBO Group ejer blandt andet pladeselskaberne A:larm Music, Copenhagen Records og RecArt Music, musikforlaget Good Songs Publishing og studiet SB Studio.