Nyhed

Spot-komiteen er blevet international

Der er både danske og udenlandske dommere i udvælgelsespanelet til næste års Spot Festival

Forberedelserne til den kommende Spot Festival er i fuld gang, og en af de ting, der skal ske i løbet af de næste måneder, er at udvælge de navne, der skal præsenteres på festivalen blandt de mange ansøgere.

Festivalen forventer at kunne præsentere omkring 100 navne på festivalen, hvilket betyder, at langt de fleste ansøgere desværre modtager et afslag. Med 838 ansøgninger i år vil omkring 750 i løbet af de kommende måneder modtage besked om, at de ikke skal spille på Spot i 2009.

Men i modsætning til tidligere år bliver det ikke et bedømmelsesudvalg udelukkende bestående af danskere, der skal finde navnene til næste års festival. I år er bedømmelsesudvalget nemlig udvidet til også at inkludere internationale medlemmer. Så ud over musikeren Morten Varano og Peter Skovsted fra Musicall Management er lederen af MySpace Norge, Kristoffer Endresen, samt Kurt Overbergh fra det store Bruxelles-spillested AB inkluderet.

De fire går nu i gang med at lytte nærmere til ansøgningerne og indstiller herefter de bands og kunstnere, som udvalget mener bør debutere på Spot. Det endelige program vil bestå af de indstillede debuterende navne blandet med danske, der skønnes at være relevante i forhold til de internationale muligheder, nordiske grupper og solister, enkelte etablerede navne samt eksperimenterende indslag på tværs af genrer og stilarter.

Folkene bag Spot Festival skriver i en pressemmeddelelse, at de overordnet vægter "et program, der i sin helhed kan skabe respekt om dansk musik over for vore mange internationale gæster". Men samtidig vægter de også muligheden for at prøve forskellige samarbejdsmodeller af med musiklivets og branchens aktører, hvilket er grunden til, at de hvert år giver sceneplads til selvstændige formidlere. Eksempelvis DUP, musikkens øvrige genreorganisationer, Way Up North, Metal Royale med flere.


Det endelige resultat kan opleves, når Spot Festivalen løber af stablen i Århus i dagene 21. til 23. maj 2009. Billetsalget til næste års festival er allerede startet via GAFFA Billet, og der er 100 kroners rabat til dem, der køber deres billetter i december.

ANNONCE