Nyhed

The Knife skriver dansk opera

De to svenskere skal levere musik og tekst til en opera om Charles Darwin

Charles Darwin blev født i 1809, og i november 2009 kan den engelske forskers hovedværk "On The Origin Of Species By Means Of Natural Selection, Or The Preservation Of Favoured Races In The Struggle For Life" fejre sit 150 års jubilæum. Værket lancerede evolutionsteorien og ændrede dermed folks opfattelse af natur, tid og udvikling for evigt.

Det er udgangspunktet for operaen "I Morgen Om Et År", der får premiere hos Hotel Pro Forma til september. På teaterkompagniets webside beskrives den kommende forestilling således:

"I Morgen Om Et År peger på evolution som et mulighedsfelt, hvor naturen udfolder sin enorme generøsitet, finder nicher og nye veje. Forestillingens musikalske og visuelle komponenter viser sig som fragmenter, som dele af verden, der blotlægges og studeres. Et genkendeligt forløb opstår for igen at mutere og forandre sig i flere efterfølgende arter. Der foregår en udvikling fra anslag til helhed til fornyet forandring".


Det er den japanske koreograf og danser Hiroaki Umeda, der skal skabe koreografi for seks dansere med baggrund i klassisk ballet og moderne dans, og musik og tekst leveres af svenske The Knife.

I følge Hotel Pro Forma skal The Knife skabe helt nye kompositioner, der udfordrer et konventionelt operabegreb. Musikken skrives til tre sangere med forskellig baggrund: electronica-pop, klassisk opera og skuespil, hvilket skal vise de mange måder at opleve verden på.

På den svenske gruppes webside fremgår det, at Olof Dreijer lige nu befinder sig Amazon-floden for at optage lyde fra dyr, fisk og planter. Den anden halvdel af duoen, Karin Dreijer Andersson, har desuden taget nogle pressebilleder til forestillingen, hvoraf et af dem kan ses her på siden.


"I Morgen Om Et År" har premiere i København i september 2009.

ANNONCE