Onsdag den 9. april gæster newyorker-eks-støjrockerne Århus
Sidste år udgav den New York-bosatte trio Blonde Redhead deres syvende album ”23”, der lagde sig i fin forlængelse af de tidligere ”Melody Of Certain Damaged Lemons” og ”Misery Is A Butterfly”, hvor bandet bevægede sig væk fra den eksperimenterende art-støj-rock, de hidtil havde dyrket.
Nu er fokus snarere på mere umiddelbare melodier og et mere nedtonet og sfærisk udtryk. Dette betyder dog ikke, at det kantede og spændende bliver ladt i stikken.
Om ”23” skrev GAFFAs anmelder blandt andet:
”Der er dog stadig kant og knaster i den meget nuancerede musik, hvilket denne gang især kommer til udtryk ved brug af inciterende slagtøj og hittepåsomme programmeringer, ligesom guitaristen Amadeo Pace vanen tro også synger lead på visse numre.”
Blonde Redhead består af den japanskfødte sangerinde Kazu Makino og de italienskfødte brødre Simone og Amadeo Paces, og gruppen kan altså opleves på VoxHall onsdag den 9. april.
Billetterne er sat til salg i dag og kan købes via voxhall.dk og billetlugen.dk