Figurines drager landet rundt med materialet fra "When the Deer Wore Blue" i bagagen
Mens udlandet efter en amerikansk turné i efteråret bliver sat på stand by for en kort tid, vil Figurines tage på deres hidtil største danmarksturné i foråret 2008. Forinden bliver der også tid til at optræde ved det store P3 Guld-prisuddelingsshow den 11. januar, hvor bandet er nomineret til P3-prisen, som foruden æren indbefatter et tilskud på 100.000 kroner til bandets aktiviteter
Ved forårets shows vil publikum blive præsenteret for de mere drømmende og små pop-psykedeliske passager fra bandets seneste udspil “When The Deer Wore Blue”, ligesom man med sikkerhed også vil få lejlighed til at synge med på deres velkendte og pågående radiohits som eksempelvis “Silver Ponds”, “I Remember”, “Hey Girl” og den seneste single “Let´s Head Out”. Med sig på turnéen har Figurines det nye danske band Twins Twins som support.
Efter udgivelsen af Figurines’ tredie plade, "When The Deer Wore Blue" i sommers, har bandet i løbet af efteråret 2007 været på landevejene for at promovere et album, der viser nye sider af bandet.
Dette kunne det danske publikum ved selvsyn konstatere ved de få, men tætpakkede koncerter som bandet gav i starten af oktober måned, inden de drog mod USA for at vise de amerikanske koncertgængere, at det amerikanske, netbaserede musiktidsskrift Daytrotters flatterende karakteristik af den seneste plade - “'When the Deer Wore Blue' is what happens when a vinyl of Pet Sounds is tossed in the fire like it was a bag of magic dust” - ikke blot er tomme floskler.
Også GAFFA var begejstret for pladen og roste bandet for deres "hypnotisk dvælende, men bestemt melodiske sager bygget op om klangfulde tangentflader og vellykkede vokalharmonier", og tilføjede at "Figurines har formået at forny sig og fastholder snildt sin position som et af dansk rocks ypperste navne".
Og i fire udvidede weekender i februar og marts kan man altså opleve det roste materiale live på en række danske spillesteder.
Turnéplan:
07.02 - Tobakken, Esbjerg
08.02 - Sønderborghus
09.02 - Kulisselageret, Horsens
14.02 - Forbrændingen
15.02 - Paletten, Viborg
16.02 - Godset, Kolding
21.02. - Gimle, Roskilde
22.02 - STARS, Vordingborg
23.02 -Templet, Lyngby
28.02 - Studenterhus, Odense
29.02 - Plantagehuset, Thisted
01.03 - Tapperiet, Køge
TOR
06.03
Train, Århus
FRE
07.03
Studenterhus, Aalborg
LØR
08.03
Pumpehuset, Kbh