Nyhed

Karen Busck giver gratiskoncert

Den albumaktuelle sangerinde giver eksklusiv gratiskoncert i DK4's studier

Send en mail og bliv skrevet på gæstelisten til Karen Buscks koncert i DK4s studier i Århus den 10. januar.

Sådan lyder invitationen fra Playground Music, som den 14. januar udgiver Buscks opfølger til "By" fra 2003,

På den kommende plade, som får titlen "En Kærlighedsaffære", medvirker Baals Bjørn Fjæstad, og han er også gæst ved koncerten, hvor både band og strygere bakker sangerinden op.


I GAFFAs januarnummer skriver anmelder Ole Rosenstand Svidt blandt andet følgende om albummet, som får 4 ud af 6 stjerner:
"Der er gået næsten fem år siden, Karen Busck sidst udgav et album, men nu er hun tilbage med sin treer, og med en fed anmelderkliché kan man roligt tale om, at der er tale om en modnet Karen Busck. Tidligere tiders mere uforpligtende pop har udviklet sig til et eftertænksomt sangskriver-udtryk. Alle sange er ballader eller midt-tempo-numre, og der er bestemt ikke en ny "Hjertet Ser" på "En Kærlighedsaffære". Til gengæld er der 11 tænksomme sange om kærlighedens og hverdagens op- og nedture, udtrykt i tekster med enkle, men rammende billeder og dejligt få klichéer, smukke melodier og Karen Buscks klare, let Alberte-associerende stemme i front."

I alt 60 personer kan blive skrevet på gæstelisten til koncerten, der finder sted i DK4s studier, Tromsøvej 5 i Århus. For at blive skrvet på gæstelisten skal man blot skrive til: fuglsang@playgroundmusic.com.

ANNONCE