Nyhed

Sean Kingston til Danmark

Den unge amerikaner med de jamaicanske rødder spiller i Amager Bio til Februar

Den 17 årige reggae-popstjerne Sean Kingston er herhjemme nok bedst kendt for hittet ”Beautiful Girls”, men har allerede opbygget sig et habilt bagkatalog af hits.

Singlerne ”Me Love” og ”Take You There” er allerede blevet råspillet på radiostationer rundt omkring i verden, siden debut-albummet udkom sidste år.

Evnen til at generere hits har den unge stjerne ikke fra fremmede. Han er nemlig ud af en musikalsk familie, der blandt andre tæller den legendariske reggae-producer Jack Ruby, som har stået bag mikserpulten for blandt andre Bob Marley And The Wailers.


Kingston optræder også på et remix af Fergies ”Big Girls Don't Cry” og nummeret ”Love Like This” med Natasha Bedingfield.

Nu har man altså mulighed for at opleve Sean Kingston live på vore hjemlige breddegrader i Amager Bio den 24. februar.

Billetterne er sat til salg og kan købes via Billetnet.


ANNONCE