Nyhed

Whitesnake til København

Den klassiske rockgruppe gæster Vega 13. juni

Den engelske sanger David Coverdale kom i 1973 med i Deep Purple som erstatning for Ian Gillan. Efter at have indspillet og turneret med Deep Purple frem til gruppens midlertidige opløsning i 1976, udsendte Coverdale to soloplader, før han dannede bandet Whitesnake.

Gruppen debuterede i 1978 med albummet "Snakebite" og havde en solid karriere i mange år, indtil den i 1987 genindspillede sangen "Here I Go Again", der oprindeligt kunne findes på albummet "Saints & Sinners" fra 1982.

Sangen gik nummer et på den amerikanske singlehitliste, og sammen med den efterfølgende single "Is This Love" var den med til at gøre gruppens medlemmer til verdensstjerner.


Efter udgivelsen af opfølgeren "Slip Of The Tongue" satte bandet karrieren i bero i nogle år, men har dog sidenhen spillet koncerter og udsendt liveplader.

Det blev også til et enkelt nyt studiealbum i 1997, men den lange indspilningspause slutter nu, hvor bandet gør sig klar til at udsende "Good To Be Bad" til april.

Efterfølgende er der mulighed for at opleve bandet live i København, hvor de vil spille både nyt og gammelt til koncerten 13. juni på Store Vega.


Billetsalget starter mandag 14. januar klokken 10:00 via Billetlugen.dk samt i Fona-butikkerne.

ANNONCE