Der måtte penge på bordet, da Oasis skulle tages til nåde af det berømte studie
Den engelske gruppe Oasis udsender deres kommende album "Dig Out Your Soul" til oktober, hvilket er noget senere end oprindelig planlagt.
I interviews har Noel Gallagher udtalt, at det faktisk er det engelske landsholds skyld, at pladen er blevet udskudt. Bandet havde nemlig taget fri fra juni til august for at støtte landsholdet til EM, men det blev der som bekendt ikke noget af.
Det er dog ikke de eneste problemer, bandet har haft denne gang. Efter at have været bandlyst fra Abbey Road-studierne siden indspilningerne til "Be Here Now" i 1997, havde bandet åbenbart denne gang insisteret på at få lov til at indspille der igen.
Bandlysningen var ifølge Noel Gallagher kommet, fordi de have konverteret studiet til en konstant fest med høj Beatles-musik klokken fire om natten og masser af stoffer.
Abbey Road-folkene tog dog Gallagher-brødrene til nåde, men bandet måtte ifølge et interview med Mojo Magazine lægge en særdeles stor pose penge for igen at få lov til at træde ind i de hellige haller.
Det lykkedes dem dog ved samme lejlighed at stjæle pladsen fra U2, der ellers havde reserveret studiet. De kunne dog ikke endelig beslutte sig for, om de rent faktisk ville bruge det, og da Oasis smed penge på bordet, gik pladsen til dem.
Albummet ligger nu klar til udgivelse og rammer butikkerne 6. oktober.