Foreningen præsenterer utraditionelle navne som led i Aarhus International Jazz Festival
Det århusianske spillested Voxhall står som medarrangør og lægger hus til, når foreningen Sun Ship som led i Aarhus International Jazz Festival præsenterer et spændende program, hvor det fra arrangørernes side loves, at alle eventuelle genreklichéer er blæst væk.
Kjærgaard, Street, Cyrille Trio (DK/US) lægger ud den 14. juli. Pianisten Søren Kjærgaard udgav tidligere på året sammen med den innovative bassist Ben Street og den erfarne impro-trommeslager Andrew Cyrille det roste album ”Optics”.
Samme aften kan man opleve Jakob Bro Nonet (DK/US), som opfører guitarist og komponist Jakob Bros originale musik. Sidste år skabte han et værk for ni udvalgte musikere, som kun blev opført to gange. Nu får man igen en unik mulighed for at opleve dette værk spillet af det samme hold af kompetente jazzkunstnere, herunder to trommeslagere og to bassister.
Dagen efter, tirsdag den 15. juli er Mark Solborg 4 feat. Herb Robertson (DK/US) på programmet. Guitarist, komponist og bandleder Solborg har med sit hold af unge danske musikere inviteret den amerikanske trompetist Herb Robertson, kendt for sit samarbejde med blandt andre Tim Berne, Bill Frisell, Paul Motian og John Zorn.
Dette hold efterfølges af den amerikanske eksperimental-jazz-trio Mark Helias' Open Loose (US), bestående af bassisten Helias (billedet), Tony Malaby (sax) og Tom Rainey (trommer).
Torsdag den 17. juli åbner den tidligere Århus-baserede saxofonist Benjamin Trærup (DK) med sin gruppe aftenens program, inden Jacob Bro atter er på scenen. Denne gang dog med sin nye trio, som foruden Bro tæller Anders Christensen (bas) og Jakob Høyer (trommer). Trioen tager udgangspunkt i amerikanske jazz-standards.
Sunships del af årets festivalprogram afsluttes fredag den 18., og det er Pasborgs ODESSA 5 og Grammofunch, som runder af. Mens Pasborg også er kendt fra Ibrahim Electric, vil Grammofunch præsentere et lydbillede, som er inspireret af rock og filmmusik som jazz, og som trækker på så forskellige inspirationskilder som Weather Report og Ennio Morricone.
Alle koncerter finder sted på VoxHall, Vester Allé 15, 8000 Århus C. KOncertstart er 20.30, med undtagelse af den 15.7., hvor man bør indfinde sig klokken 20.00.