Den brasilianske festbombe til København 14. november
Den brasilianske gruppe CSS, også kendt som Cansei de Ser Sexy (”træt af at være så sexet”), er 21. juli klar med deres andet album ”Donkey”. Og de følger albummet op med en turné, der bringer dem til Vega i København 14. november.
CSS, der for tiden består af fire kvinder og en mand, har fået stor succes med deres dansable, festlige og iørefaldende blanding af pop, rock, punk og elektro, som blandt andet bragte dem til Roskilde Festival sidste år.
Gruppens selvbetitlede debutalbum er dog ikke udkommet officielt i Danmark, men det gør det nye altså, idet gruppens pladeselskab, amerikanske Sub Pop, siden sidst – omsider –har fået en dansk distributør, Alarm Music.
Førstesinglen fra det nye album, ”Rat Is Dead”, kan i øvrigt downloades gratis fra CSS’ hjemmeside.
Forsalget til koncerterne starter fredag 27. juni klokken 10 via Billetlugen samt i Fona-butikker landet over.