Nyhed

Janet Jackson ikke til Europa

Sangerinden begrunder de manglende europæiske koncertdatoer med mangel på støtte fra hendes pladeselskab

Janet Jackson udsendte i februar sit tiende album "Discipline", der salgsmæssigt ikke har levet op til det niveau, hun normalt plejer at befinde sig på.

Første single fra pladen var "Feedback", der kun lige præcis røg ind i top 20 på den amerikanske single hitliste, og de tre efterfølgende singler nåede ikke engang ind i top 100.

I et interview med websiden SOHH.com begrunder Jackson singlerne og albummets manglende succes med, at hendes pladeselskab stoppede med at promovere hende, da "Feedback" ikke blev et hit.


Jackson påbegynder til september sin amerikanske Rock Witchu Tour, men i samme interview fortæller hun, at hun ikke kommer til Europa i denne omgang.

"Det var helt sikkert planen at skulle til Europa for at promovere dette album, men det handler om team work, og det er ikke noget, jeg kan gøre alene. Beklageligvis har tingene udviklet sig, som de har med uenighederne mellem mit pladeselskab og mig".

Janet Jackson påbegynder sin nordamerikanske turné 10. september i Vancouver, Canada.


ANNONCE