Nyhed

Masser af dubstep til Strøm-festival

København vil emme af dyb, dyb bas 16. august med blandt andre The Bug

Som tidligere omtalt vil en lang række spillesteder i København i dagene 12.-16. august lægge rum til Strøm-festivalen, der fokuserer på elektronisk musik. En række optrædende er allerede blevet offentliggjort, og nu kan arrangørerne fortælle, at den 16. august vil blive særligt helliget dubstep-musikken, altså den dansable udgave af dub-musikken, der er kendetegnet ved afgrundsdyb bas, der rammer den dansende lytter lige i mellemgulvet.

16. august afholder Strøm nemlig en såkaldt Dubstep Night på et endnu hemmeligt sted. Her optræder den eksperimenterende London-producer The Bug (billedet) sammen med rapperen Flowdan fra kollektivet Roll Deep Crew. Den japanske dubstep-producer Goth-Trad, engelske DJ Hatcha & MC Crazy D. og de to lokale DJ 2000F og JSL dukker også op.

Derudover melder den københavnske drum'n'bass-gruppe F.U.K.T deres ankomst på live-scenen under Strøm med en optræden i Enghaveparken, hvor også remix-kollektivet Den Sorte Skole og dub-duoen Det Sejler i Effekter er blevet tilføjet programmet.


ANNONCE