Det bliver klassisk uddannede Thomas Rohde, der skal tage over efter Kristian Riis
(Foto: Sofie Amalie Klougart)
I januar måned meddelte Kristian Riis, at han efter tre år som daglig leder af Music Export Denmark var klar til at prøve noget andet.
MXD opstod i januar 2004 på initiativ af Danmarks Radio, Venue Fonden/Roskilde Festivalen og ROSA (Dansk Rock Samråd), og nu kan deres MXD-repræsentanter meddele, at de har fundet en erstatning for Kristian Riis, der også er kendt som guitarist i Nephew.
Erstatningen kommer i form af Thomas Rohde, der kommer fra en stilling som projektleder for et reklamebureau, der specialiserer sig i markedsføring i detailleddet.
Men Rohde har en mangeårig tilknytning til mange forskellige dele af den danske musikbranche, der vil komme ham til gode i det nye job.
Thomas Rohde startede med at spille trommer, da han var 12 år gammel. Nogle af sine første jobs spillede han sammen med musikere fra Mabel. Efterfølgende kastede han sig også over det klassiske slagtøj og kom i 1990 ind på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Her mødte han Uffe Savery og Morten Fris fra Safri Duo. Han arbejdede som roadie for dem, og da deres karriere begyndte at tage fart, udførte han mere og mere administrativt arbejde for duoen. Dette førte til, at Hanne Wilhelm Hansen tilbød Thomas at starte Wilhelm Hansens management op igen.
Her arbejdede han som tour-manager for klassiske stjerner som James Galway, Isaac Stern og Anne-Sophie Mutter samt Safri Duo.
Rohde har desuden arbejdet som marketingchef hos PolyGram Records (senere Universal Music) med ansvar for pladeselskabets klassiske og jazz-labels og som administrerende direktør for det internetbaserede musikforlag AmazingMusicWorld.
Næste udfordring for Thomas Rohde er nu jobbet som daglig leder af MXD, hvor han starter i den nye stilling 1. september.